Fransk atomkraftproducent skærer kraftigt ned i produktionen midt i årtiers værste energikrise

Den franske producent af atomkraft Electricite de France er ramt af tekniske udfordringer og har måttet lukke flere reaktorer ned midt i den værste energikrise siden 1970erne. Herhjemme afviser klimaministeren pure atomkraft som en mulighed.

Den franske energiproducent Electricite de France (EDF) kæmper med problemer på flere fronter. Selskabet har netop måttet nedlukke fem reaktorer på grund af skader på centrale rør og risikerer at måtte lukke endnu flere reaktorer. Samtidig er selskabets nye atomkraftværk i Flamanville i det nordvestlige Frankrig forsinket med flere år og har overskredet budgettet betydeligt. Charly Triballeau/AFP/Ritzau Scanpix

Timingen kan næsten ikke være værre.

Siden oktober har det franske energiselskab Electricité de France (EDF) måttet lukke fem ud af selskabets 56 reaktorer ned efter fund af korrosion og revner i centrale rør, og analytikere frygter, at fejlene også vil blive fundet på andre af EDFs reaktorer.

Det sker samtidig med, at energipriserne er taget på himmelflugt og ikke har været højere siden energikrisen i 1970erne.

At der har været problemer i EDF i lang tid, er ingen nyhed. Bloomberg sammenfatter situationen sådan her:

»Den gigantiske atomkraftoperatør, som engang var kilde til national stolthed og pålidelig billig elektricitet, er blevet et mareridt for investorerne og en stadigt mere vaklende søjle i den regionale energisikkerhed.«

Mindste atomproduktion i tre årtier

Ifølge Bloomberg betyder nedlukningerne, at EDF kommer til at producere den mindste mængde atomkraft i tre årtier, og det vil ramme eksporten af el til Frankrigs nabolande.

I 2005 producerede EDF 430 terawatt-timer strøm. I 2020, hvor coronapandemien førte til lavere strømforbrug, faldt produktionen til 335 terawatt-timer. Sidste år steg produktionen igen til 361 terawatt-timer, men nu er forventningen, at produktionen vil falde til mellem 300 og 330 terawatt-timer i 2022.

Frankrig har i årtier på grund af sine atomkraftværker været Europas største eksportør af strøm til Storbritannien, Spanien, Italien, Schweiz, Belgien og Tyskland og har som sådan sørget for balancen i energisystemet i spidsbelastningsperioder.

Derfor kommer de franske problemer yderst ubelejligt i en situation, hvor priserne på naturgas, kul og CO2-kvoter stiger voldsomt.

»Det generiske problem med EDFs reaktorer fører til et hidtil uset fald i produktionen, som begynder at være bekymrende. VI vil se højere priser på det europæiske marked i et stykke tid. Alle kommer til at betale,« siger Nicolas Goldberg, der er chef for energi hos Columbus Consulting i Paris, til Bloomberg.

Nyt atomkraftværk forsinket i flere år

De aktuelle problemer er dog blot de seneste i en række udfordringer for det statsejede EDF og den franske regering. Der har løbende været tekniske problemer på selskabets franske atomkraftværker.

Samtidig er opførelsen af en ny, moderne reaktor i Flamanville i det nordvestlige Frankrig løbet ind i problemer. Opførelsen er flere år efter tidsplanen og har for længst overskredet budgettet.

Samtidig er landets to ældste reaktorer blevet lukket ned i 2020 på baggrund af et løfte, præsident Macon afgav i valgkampen i 2017.

Derudover har den franske regering trukket milliarder ud af EDF og brugt pengene til at kompensere franskmændene for de høje energipriser.

Bekymring i Tyskland

Hvis ikke EDF og den franske regering får styr på situationen, frygter nabolandene for stabiliteten i systemet i takt med, at landene bliver stadigt mere afhængige af vedvarende energi i form af vind og sol, samtidig med at Tyskland udfaser sin atomkraftproduktion.

»Afhængigheden af Frankrig vil sandsynligvis stige i takt med, at Tyskland forlader kul og atomkraft. Denne vinter har vi stadig al vores kapacitet, men næste vinter har vi den ikke længere, fordi det sidste atomkraftværk vil lukke,« siger Johannes Pretal, chef for Tyskland hos den schweiziske energiproducent Axo Holding AG, til Bloomberg.

Imens fortsætter debatten for og imod atomkraft i Danmark i kølvandet på, at EU i øjeblikket overvejer, om atomkraft skal kategoriseres som en grøn energiform.

Dan Jørgensen vil ikke have atomkraft

Søndag slog klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) i Ekstra Bladet fast med syvtommersøm, at der ikke kommer atomkraft i Danmark, så længe han har et ord at skulle have sagt.

»Jeg – og regeringen – er imod atomkraft, og det bliver ikke etableret i Danmark, så længe jeg er minister,« siger Dan Jørgensen ifølge Ekstra Bladet.

Dan Jørgensen vil i stedet have, at Danmark skal blive bedre til at udnytte biogas og jordvarme. Samtidig understreger han, at det vil tage op mod 20 år at etablere et atomkraftværk, og det er der ikke tid til at vente på, når planen er, at Danmarks energiproduktion skal være CO2-neutral i 2030.