Forstad til København kan få vokseværk: Her er kommunerne med udsigt til flest nye indbyggere

Ny befolkningsfremskrivning tegner et billede af, hvilke kommuner der oplever mest vækst i de kommende ti år.

Ny befolkningsfremskrivning viser, at mange fortsat søger mod hovedstaden. Arkivfoto. Thomas Lekfeldt

Det har forsigtigt været nævnt et par gange under coronakrisen.

Og naturligt nok: Med kontor på hjemmeadressen og mere tid inden for hjemmets fire vægge banker både tanker og overvejelser på døren.

Bor man det rigtige sted? Vil man have mere plads, hvis man i fremtiden skal bruge mere tid derhjemme? Og betyder det i givet fald farvel til storbyen?

Svarene kan aflæses i befolkningsudviklingen i landets kommuner. Eksempelvis viser et notat tilbage i februar fra Københavns Kommunes økonomiforvaltning, at der ikke var kommet så mange flere nye københavnere i 2020 som ventet.

Faktisk var det den laveste vækst siden 2007.

»Pandemien satte efter alt at dømme også sit præg på storbyernes demografiske udvikling,« lød det i notatet.

Spørgsmålet er, om udviklingen fortsætter.

Det giver en ny befolkningsfremskrivning udarbejdet af Danmarks Statistik et bud på i en analyse, der viser, hvordan til- og fraflytningen bliver over de næste ti år i landets kommuner.

Rødovre hitter

Her er konklusionen, at hovedstaden fortsat er attraktiv, mens der også er tegn på, at krisen har gjort livet uden for de store byer mere populært. Helt i top ligger Rødovre med henholdsvis København og Solrød lige i hælene.

»Pandemien kan meget vel give anledning til, at flere vælger de store byer fra, og dermed en mindre urbanisering end ellers over de kommende år – blandt andet som følge af eksempelvis øget brug af hjemmearbejde,« siger boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen i en pressemeddelelse.

København ventes at have en vækst på omkring ti procent frem mod 2031. Det svarer til næsten 67.000 i alderen 25-65 år. Det er dog en lavere forventning end hidtil, hvilket primært skyldes en nedgang i nettotilflytningen fra udlandet og en øget nettoflytning ud af København.

»Kategorien 25-65 år er ekstra interessant i forhold til vækstpotentialet, da det i en vis udstrækning afspejler kernearbejdsstyrken, og det er ligeledes også denne aldersgruppe, der typisk er betydende for efterspørgslen på ejerboligmarkedet,« siger Realkredit Danmarks cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig i pressemeddelelsen.

Kigger man på den kategori, har 64 af landets kommuner udsigt til en negativ vækst over de kommende ti år, fremgår det.

Helt i bund med en nedgang på over ti procent ligger kommuner som Frederikshavn, Tønder, Morsø, Ærø, Lolland, Læsø og Lemvig.

Top ti over størst udvikling

Her er top ti over de kommuner, som ifølge befolkningsfremskrivningen fra Danmarks Statistik vil opleve størst fremgang i antallet af indbyggere i alderen 25 til 65 år frem mod 2031:

  1. Rødovre: 1.954 indbyggere (8,8 procent)

  2. København: 33.182 indbyggere (8,6 procent)

  3. Solrød: 974 indbyggere (8,1 procent)

  4. Skanderborg: 2.552 indbyggere (7,9 procent)

  5. Silkeborg: 3.556 indbyggere (7,2 procent)

  6. Aarhus: 13.250 indbyggere (7,1 procent)

  7. Vallensbæk: 591 indbyggere (7,0 procent)

  8. Horsens: 2.940 indbyggere (6,1 procent)

  9. Glostrup: 541 indbyggere (4,2 procent)

  10. Aalborg: 4.688 indbyggere (4,1 procent)