Det er ikke noget nyt, at elprisen typisk er højest mellem klokken 17 og 21.
Men nu er det endnu dyrere at bruge strøm i tidsrummet. For elnetselskaberne på Sjælland, Radius og Cerius, indførte 1. januar nye tariffer, der betyder, at betalingen for transport af strømmen bliver ni gange højere mellem klokken 17 og 21 end om natten.
Og det gør det endnu vanskeligere for danskerne at gennemskue deres elregning, mener Forbrugerrådet Tænk. Det skriver Politiken.
For samtidig med at elnetselskaberne indfører den nye tarifmodel, er der også prisforhøjelser på grund af tab af elektricitet under transporten. Og når elprisen stiger, vil denne udgift også stige og ramme forbrugerne.
Vil flytte danskernes forbrug
Derfor koster det lige nu mere end to kroner pr. kilowatt-time at få transporteret el mellem klokken 17 og 21. For et par år siden var prisen 40 øre.
»Det gør det endnu sværere for folk at se, hvad forklaringen er på, at deres elregning ser ud, som den gør. De kan bare se, at de skal betale mere. Vi har derfor en forventning om, at nettariffen hurtigt nedjusteres, når markedsprisen på el på et tidspunkt falder, og at Forsyningstilsynet fører kontrol med, at det sker«, siger Christian Sand fra Forbrugerrådet Tænk til Politiken.
De nye tariffer indføres for at flytte danskernes forbrug, forklarer formanden for bestyrelserne i både Radius og Cerius, Knud Pedersen, til Politiken. På lang sigt vil det spare elnetselskaberne for nogle investeringsudgifter, og det vil komme alle til gode, forklarer han.
Forbrugerrådet Tænk efterlyste i december et større indblik i beregningerne bag de nye tariffer, og indtil de ligger på bordet, »er det svært at sige, om elnetselskabernes forklaring holder vand«, siger Christian Sand.
Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt, mener, at selskaberne »har meget vide rammer for, hvordan de kan fastsætte tarifferne«. Derfor mener han, at tilsynet skal kunne stille krav til tarifmetoden.
For den enkelte dansker vil de nye tariffer dog ikke i sig selv ændre den samlede opkrævning hos forbrugerne, da de skal betale mindre for levering af strøm om natten og om sommeren. Det oplyser Green Power Denmark til Politiken.