Først fik han verbale tæsk af farmand - nu sidder han i toppen af milliardkoncernen Jysk

Dynekongen Lars Larsens søn Jacob Brunsborgs vej til toppen i dyneimperiet, som hans far har opbygget, har været præget af modsatrettede meldinger fra ophavet.

Foto 1
Lars Larsens søn, blandt venner kaldet Underdynen, er stødt på forhindringer på vejen mod toppen i Jysk - men nu sidder han som bestyrelsesformand efter faderens sygdom. (Foto: Palle Hedemann) Fold sammen
Læs mere
Foto: PALLE HEDEMANN

At være søn og arving til den virksomhed, som ens far har opbygget, er ikke altid nogen ønskedrøm - selv om der følger mange millioner eller milliarder med. Dyne-Larsens søn Jacob Brunsborg deler skæbne med flere andre arvinger, som har haft det hårdt eller ligefrem er blevet ydmyget i familien, overfor medarbejderne i familievirksomheden (som er en form for udvidet familie) og i offentligheden.

En af Jacob Brunsborgs lidelsesfæller er Jørgen Mads Clausen, anden generation i Danfoss-familien, som af de fleste blev anset for ikke-egnet - indtil han selv insisterede hårdt og indtrådte som først topchef og siden bestyrelsesformand i den kæmpevirksomhed, som hans far havde opbygget.

Jacob Brunsborg ved formentlig godt, at han i og udenfor koncernen omtales som »Underdynen«, selv om han er en voksen mand i sin bedste alder, nemlig 47 år. Jacob Brunsborg tælles ikke blandt typen af rige arvinger, der dropper et ordentligt arbejde og kaster sig ud i et jetset-liv og bruger løs af familiens penge. Lars Larsens søn har arbejdet sig op i koncernen fra indkøbsdirektør og varemærkedirektør til forretningsansvarlig i Jysk Holding, og han meldte sig allerede i 2013 klar til at tage over efter faderen, den dag denne måtte trække sig.

Derfor kom det som en overraskelse, da faderen, Lars Larsen, i Berlingske gav udtryk for, at han var bekymret ved tanken om at overlade sit sengetøjs- og dyneimperium til sønnen. »Jeg har set elendighed nok omkring de gamle systemer, hvor det altid er den førstefødte, der skal overtage en virksomhed. Og det ville da være meget mærkeligt, hvis det lige skulle være den bedste,« lød det fra Jysk-stifteren i 2016.

Lars Larsen annoncerede, at han ville etablere en fond, som skulle overtage hans livsværk, milliardkoncernen Jysk. »... for at forsvare min virksomhed og gøre den bedre og bedre, så står der også (i fondens fundats, red.), at en fondsbestyrelse med forretningsfolk skal sørge for, at det er de bedste, der sidder på de forskellige poster uden hensyn til familierelationer,« forklarede han.

Lars Larsens udsagn blev af flere tolket i retning af, at sønnen Jacob Brunsborg var vejet og fundet for let, selv om han lige siden sin ungdom var blevet kørt i stilling til en dag at skulle udfylde faderens sko. Forfatteren Søren Jacobsen mente, at sønnen var fundet uegnet, fordi han ikke var købmand til marv og ben.

Lars Larsen forklarede godt nok, at planen med fonden var konciperet i fuld forståelse med Jacob og søsteren Mette. De skulle nok få, så de kunne leve godt, men de skulle også acceptere, at Jysk-imperiet var det vigtigste. »Jysk er mit barn,« sagde Lars Larsen. I 2017 var fonden en realitet, og selv om den kun skulle eje en mindre del af Jysk, så skulle fondens bestyrelse have stor indflydelse på alle væsentlige beslutninger i koncernen.

Da fonden var på plads, blødte Lars Larsen sine tidligere udtalelser op og slog fast, at beslutningen om fonden ikke skyldtes familiestridigheder. »Det handler absolut ikke om, at jeg ikke har tillid til mine børn. Tværtimod kommer de fremover til at spille en nøglerolle, præcist som det er tilfældet i dag, hvor de begge sidder i bestyrelsen for JYSK Holding,« sagde Lars Larsen i 2017.

Nu skriver vi 2019, og den foreløbige afslutning på historien er, at Lars Larsen er alvorligt syg, og at sønnen Jacob Brunsborg nu er indtrådt som formand for bestyrelsen i sengeimperiet.