Flere negative renter på vej til boligejere: »Vildt fænomen«

Boligejere med den korteste rentebinding på boliglånet har fået fastsat ny rente gældende fra årsskiftet. Samtlige boligejere med F-kort går det næste halve år i møde med en ny runde med endnu lavere negative renter på boliglånet.

Hundredtusindevis af danske boligejere kan se frem til negative renter på boliglånet mindst et halvt år endnu. Tobias Kobborg

Boligejere med en variabel rente på boliglånet kan se frem til en stribe nye minusrenter i 2022. Og faktisk til et endnu lavere niveau, end renten har været det seneste halve år.

»Det er et lidt vildt fænomen med negative renter på boliglån, men det er ikke nyt og har eksisteret i mere end et halvt årti nu. Og med tirsdagens rentefastsættelse forlænges det så nu yderligere med et halvt år,« skriver cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre i en analyse til Berlingske.

Boliglånet F-kort har slået den tidligere favorit F1 af pinden som danskernes favorit, når det kommer til lån med kort rentebinding. Her er lånet fordelt på seks forskellige obligationer med forskellige renter, som fra årsskiftet alle ligger med negative tal. Får man et nyt F-kort i dag, er det således med en rente på -0,32 procent.

F1 er dog også stadig i minus, og efter årsskiftet er lånet med en rente på -0,24 procent landet på negativ rente ved de seneste 20 auktioner.

Ifølge Jeppe Juul Borre står omkring 300.000 boliger i det kommende år over for at skulle have fastsat ny rente på deres boliglån.

»Der er i alt tale om boliglån for svimlende 358 milliarder kroner, som skal have ny rente inden for et år. Så selvom lån med variabel rente udgør en stadig faldende andel af danskernes boliglån, så er der fortsat rigtig mange danskere, som holder fast i den helt korte rentebinding og år efter år har god grund til at holde øje med renteudviklingen,« skriver cheføkonomen.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har varslet rentestigninger allerede i foråret 2022. Og det kan ramme de danske renter og dermed også boligejerne.

Selvom Jeppe Juul Borre også forventer danske rentestigninger i det nye år, fremhæver han, at der »ingen eksplosion er i vente«.

»Pilen op kommer af et stærkt økonomisk momentum over de kommende år, og hvor inflationen har løftet sig, hvilket har bragt pengepolitiske stramninger tættere på. Dog vil renterne stadig blive holdt i kort snor af den europæiske centralbank, som har mærkbar betydning for særligt de korte renter i Danmark,« skriver han.