Passagerne fortsætter med at vende tilbage til Norwegian.
Det viser de seneste trafiktal fra det norske luftfartsselskab, der er præsenteret torsdag i en pressemeddelelse.
I juli har Norwegian fløjet med 695.830 passagerer. Det er næsten dobbelt så mange som i samme måned sidste år.
Den stigende efterspørgsel på at komme ud at flyve er drevet af lettelser i rejserestriktioner og karantæneregler, og af at en voksende andel af befolkningen vaccineres imod coronavirus.
Ifølge Norwegian er det særligt rejser i det nordlige Norge, der er blevet flere af, og selskabet har øget sin kapacitet for at møde efterspørgslen.
»I juli modtog vi det højeste antal billetbookinger, siden samfundet lukkede ned i marts sidste år.«
»Kunderne er klar over, at rejseoplevelsen kan blive noget anderledes, og de er godt forberedte på regler og krav ved både ind- og udrejse,« siger koncernchef Geir Karlsen fra Norwegian i pressemeddelelsen.
I øjeblikket tilbyder Norwegian kortdistanceflyvninger i Norden og Europa. Før har selskabet også tilbudt flyvninger oversøisk, men det er blevet droppet, da det har vist sig for dyrt.
På ruterne i Norden og Europa har Norwegian i juli haft 33 fly i drift. Det er mere end en fordobling i forhold til juni.
De flere idriftsatte fly kan forklares med den stigende efterspørgsel.
»Vi er glade for, at bookingtallene går op igen, og det er godt at se, at mange kolleger, der har været hjemsendte, er tilbage på arbejde.«
»Selvom pandemien langt fra er slut, mærker vi en optimisme, der føles god efter lang tid med usikkerhed,« siger Karlsen.
/ritzau/