Erhvervsminister åbner for redning af IVS-selskaber

Sunde iværksætterselskaber (IVS) i tusindvis risikerer at blive tvangsopløst om halvandet år. Erhvervsminister Simon Kollerup (S) lægger afstand til den tidligere regerings afskaffelse af selskabsformen og åbner nu for at redde udsatte selskaber.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) udelukker ikke en hjælpende hånd til de sunde iværksætterselskaber, der har kurs mod tvangsopløsning på grund af en negativ egenkapital. »Det er en uheldig situation, som jeg bestemt er lydhør over for,« siger Simon Kollerup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Tusindvis af redelige iværksættere risikerer at miste deres levebrød, når iværksætterselskaberne (IVS) skal omdannes til anpartsselskaber (ApS) i 2021. Mange IVSer med negativ egenkapital skal nemlig rejse betydelige beløb, hvis ejeren vil undgå en tvangsopløsning af selskabet. Nogle skal bruge mere end en million kr. for at redde deres forretning.

Problemet er velkendt, og selv om det potentielt berører mange tusinde selskaber, har det fået ganske lidt opmærksomhed på Christiansborg, siden selskabsformen blev afskaffet i april i år. Derfor er det opsigtsvækkende, at erhvervsminister Simon Kollerup (S) nu for første gang lader døren stå på klem for en redning af de udsatte IVSer.

»Jeg kan godt forstå, at det kan skabe nogle frustrationer for små virksomheder, som, selv om de er sunde, har en negativ egenkapital og derfor ikke kan omdanne virksomheden til et anpartsselskab. Det er en uheldig situation, som jeg bestemt er lydhør over for,« siger Simon Kollerup.

Tusindvis af selskaber risikerer tvangsopløsning

Udfordringen for de aktive IVSer er, at de skal lukke deres selskaber med en positiv egenkapital for at lade sig omdanne til anpartsselskaber. De 40.000 kr., som et ApS kræver i selskabskapital, er derfor kun toppen af isbjerget for mange.

Alternativet har længe meldt sig klar til at se på en løsning, og nu melder SF sig også klar til en konstruktiv dialog, såfremt man kan finde en løsning på problemet med svindel og manglende indbetalinger til skat.

»Vi vil gerne have en god ordning for iværksætterne. Det er alt, hvad jeg kan sige lige nu, men vi taler om det i Erhvervsministeriet,« siger Lisbeth Bech Poulsen fra SF.

Meldingerne kommer, samtidig med at der for første gang kastes lys over problemets omfang.

Nye tal, som analysehuset Experian har leveret til InsideBusiness, viser, at mindst 8.000 IVSer er i fare for at blive tvangsopløst på skæringsdagen 15. april 2021. De 8.000 IVSer døjer med negativ egenkapital, og heraf skal 1.500 finde mere end 100.000 kr. for at blive omdannet til ApSer og undgå en tvangsopløsning. 250 af dem skal finde mere end en halv million kr., og 85 skal bruge mere end en million kr. for at blive omdannet til et ApS.

Troels Lilja, lektor i selskabsret, CBS

»Hvis iværksætterne havde valgt at lægge 40.000 kr. for at stifte et ApS i stedet for en krone for et IVS, kunne de have kørt med underbalance i en ubegrænset periode. Men det vidste de ikke dengang.«


Lige for loven

For iværksættere er det en stor udfordring at skaffe beløb af den størrelse på så relativt kort tid, og for at gøre ondt værre har iværksætterne ikke haft mulighed for at planlægge efter det. Iværksætterne stiftede IVSer i god tro, og det bliver de nu straffet for, lyder det fra Troels Lilja, der er lektor i selskabsret ved CBS.

»Hvis iværksætterne havde valgt at lægge 40.000 kr. for at stifte et ApS i stedet for en krone for et IVS, kunne de have kørt med underbalance i en ubegrænset periode. Men det vidste de ikke dengang, de stiftede det, og nu har de så kun halvandet år til at reetablere egenkapitalen plus op til 40.000 kr. ekstra, hvilket kan blive et problem for rigtig mange,« siger Troels Lilja.

Han foreslår derfor en model, hvor man så at sige stiller alle lige for loven ved at lade iværksætterne fortryde, at de i sin tid valgte IVS-selskabsformen. Mange IVS-ejere, der havde kapitalen til det, havde nok valgt at stifte deres selskab som et ApS, hvis de dengang havde vidst, at IVSerne ville blive afskaffet i 2021, og det valg bør man ikke straffe dem for. I stedet bør man give IVSerne mulighed for lade sig omdanne til ApSer, selv om de har negativ egenkapital, mod at de til gengæld skyder 40.000 kr. kontant ind i deres selskaber.

Det ville ifølge Troels Lilja ligestille de nuværende ejere af IVSer med ejere af ApSer, og samtidig ville man sortere de selskabsejere fra, der ikke længere tror på deres egen forretningsmodel.

»For mig at se er det den bedste og mest oplagte løsning. For man må også forvente, at de iværksættere, der er villige til at skyde 40.000 kr. ind i et selskab, der kører med underbalance, virkelig tror på ideen. Så hvorfor skulle vi som samfund ikke støtte dem?«

Opmærksom på problemet

Selv om ministeren er opmærksom på problemet, er han endnu ikke klar med en egentlig redningskrans til de udsatte selskaber.

»Jeg håber også, at den toårige frist for IVSerne er en tilstrækkelig tidshorisont til, at de sunde virksomheder har mulighed for at oparbejde den nødvendige kapital, så de kan omdannes til anpartsselskaber. Det er vigtigt, at reglerne som udgangspunkt er ens for alle, og at vi kan have tillid til, at de iværksætterselskaber, der omregistrerer sig til anpartsselskaber, lever op til kravene på samme måde som de nyoprettede anpartsselskaber skal,« siger Simon Kollerup, der samtidig benytter lejligheden til at skyde med skarpt på den tidligere regerings forhastede afskaffelse af selskabsformen.

Socialdemokratiet stemte nemlig ligesom alle de øvrige partier for at afskaffe iværksætterselskabsformen, men anført af socialdemokraterne foreslog den daværende opposition en blødere overgang.

»Det var den tidligere regering, som afskaffede selskabsformen, og Socialdemokratiet havde gerne set, at vi startede ud med en etårig suspension af ordningen frem for en direkte afskaffelse,« siger Simon Kollerup, der også understreger, at han stadig ser det som en kerneopgave at sikre gode rammevilkår for de danske SMVer og iværksættere.

Katastrofe uden løsning

Professor Jesper Lau fra Københavns Universitet (KU)  tolker ministerens udmelding som positiv, og han har et muligt løsningsforslag klar til ministeren.

»Modviljen mod IVS byggede på en forestilling om, at ejerne ikke »havde hånden på kogepladen«, det vil sige hæftede personligt. Rent bortset fra at det er faktuelt forkert, så rejser det vel den mulighed, som ikke har været drøftet endnu, nemlig at man i stedet for at omdanne sit IVS til et ApS kunne omregistrere sit IVS til en enkeltmandsvirksomhed. Det ville være en nem og fair løsning, som ville bremse udsigten til et hav af enormt dyre tvangsopløsninger, som vi sejler direkte imod,« siger Jesper Lau.

Hvis regeringen ikke ændrer kurs, frygter både Troels Lilja og Jesper Lau for en katastrofe den dag, landets 40.000 aktive IVSer skal omdannes til ApSer.

»Det er ikke kun iværksætterne, der taber på det her, for iværksætterne skylder også penge til andre virksomheder. Det betyder, at en lang række underleverandører inden for visse brancher vil lide massive tab på at lukke ned, og det gør det kun værre, at de her selskaber vil lukke på én gang. Så jeg kan godt være bekymret for, at man kommer til at skubbe en krise i gang, hvis man lader alle IVSerne køre ud over kanten samtidig,« siger Troels Lilja.