Engagementet nærmest bobler ud af Andreas Just Karberg, der siden 2005 har stået i spidsen for ejendomsselskabet Karberghus, grundlagt af familiens indtjening fra spiritusgrossisten Hans Just gennem snart 150 år.
Karberghus har selv rødder tilbage til 1917, men fik for alvor sat fart på investeringerne for en halv snes år siden, da Andreas Karberg blev direktør, mens »søsterselskabet« Hans Just styres af hans to brødre, Peter og Thomas Just Karberg.
Økonom og byggeekspert
Den faglige baggrund var en økonom-uddannelse suppleret med en MBA-grad fra Handelshøjskolen, men i dag er han ekspert i fredede ejendomme og kan fortælle længe om såvel historie som bygningstekniske detaljer i hver af de foreløbig 18 klassiske bygninger i den voksende portefølje, der så småt nærmer sig en milliard kroner i værdi.
»Vores bygninger har stået måske 200-300 år og står nok også 200-300 år endnu. I familien opfatter vi det sådan, at vi kun har ejendommene til låns af vores børn, og vi har aldrig solgt en ejendom og kommer heller ikke til at sælge en ejendom,« siger Andreas Karberg.
Økonomen har læst og lært en masse om byggeteknik og håndværksarbejde, for eksempel når køb af historiske ejendomme er blevet efterfulgt af omfattende renoveringer, som tilfældet er det med de to seneste indkøb, Brønnums Hus fra 1866 ved Det Kongelige Teater og den fransk-reformerte præstegård fra 1730 på Åbenrå.
Omvandrende leksikon
Samtidig har Karberg arkitektur og lokalhistorie fra hovedstaden som nogle af sine interesser, tilsammen en cocktail der har gjort ham til et omvandrende leksikon udi mange af byens bygninger, ikke mindst dem, Karberghus allerede ejer eller har kig på.
Han slynger om sig med årstal og historiske personer og kan ikke bare fortælle, hvornår en ejendom blev opført, men også hvorfor og hvordan – og hvad det fik af betydning for kvarteret og byen.
Blandt hans kæreste ejendomme er Harsdorffs Hus på Kongens Nytorv, oprindeligt opført i 1779-80 som privatbolig til arkitekten selv og omkring Første Verdenskrig dansk udenrigsministerium. En anden yndling er Frederiks Hospital på Bredgade, opført i 1754-57 af arkitekterne Eigtved og de Thurah. For nylig flyttede rekrutterings-firmaet Egon Zehnder ind i bygningen, som før husede Sø- og Handelsretten.
Kommerciel forretning
Og omkring 97 procent af de godt 50.000 kvadratmeter er lejet ud, selv om mere end hvert tiende kontor i hovedstaden står tomt i øjeblikket.
Andreas Karberg lægger også kræfter andre steder og sad de foregående fire år i byrådet i Gentofte, valgt for kommunens store konservative parti.
Favorittjansen her var posten i byplan-udvalget, der med hans ord værnede om den lokale kulturarv i form af byens mange historiske og bevaringsværdige bygninger – en af dem i øvrigt Karberg-familiens private bolig.
Vild med ski
I fritiden bliver det jævnligt til besøg på kunstmuseer, og fruen, Andrea Rygg Karberg, er inspektør på Arken i Ishøj.
Skiløb er en anden stor interesse, og her er de alpine discipliner efter en diskusprolaps og rygoperation blevet afløst af langrend.
Andreas Karberg har blandt andet gennemført verdens længste løb, det norske Trollskimaraton på 95 kilometer, og det svenske Vasaloppet, hvor de 90 kilometer blev tilbagelagt på 6 timer og 48 minutter.
At engagementet i ski er næsten lige så stort som i ejendomme blev understreget forleden, da han fyldte 46. Dagen blev markeret på Svalbard, og langrendskiene var med i bagagen.