Ekstraregning rammer nu danske rejsekunder: »Sådan er vilkårene desværre lige nu«

Olien er eksploderet i pris, og nu følger brændstofpriserne. Det betyder, at et af landets største rejseselskaber har set sig nødsaget til at sende ekstraregninger ud til danskere, selvom deres rejse allerede var betalt, skriver B.T.

Har du for nylig bestilt og betalt en rejsepakke hos Bravo Tours, er du måske en af dem, der har fået tilsendt en ekstraregning. Det er priserne på flybrændstof, der har fået selskabet til at opkræve flere penge. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)

Snart sagt alting er som bekendt blevet dyrere.

Der er globalt forsyningsproblemer og galoperende prisstigninger på en lang række råvarer – ikke mindst på olie.

Og det betyder stigende priser på oliebaserede brændstoffer, hvilket nu også rammer danskere, der har bestilt ferie i rejseselskabet Bravo Tours. Også selvom rejsen er købt og betalt.

For Bravo Tours har sendt et brev til omkring 700 kunder om, at prisen på deres allerede købte rejse hæves med omkring 200-300 kroner pr. rejse, skriver B.T.

»Vi er vildt kede af, at vi er nødt til at sende de her varslingsbreve ud, men sådan er vilkårene desværre lige nu,« siger Bravo Tours' pressechef Sidsel Nordestgaard til B.T og forklarer, at rejseselskabet også selv påtager sig en del af ekstraregningen.

Højeste i 14 år

Ifølge pakkerejseloven må rejsebureauer forhøje den ellers aftalte pris for en pakkerejse, hvis prisen eksempelvis stiger på brændstof, og prisændringen varsles senest 20 dage før pakkerejsens begyndelse.

Oliepriserne er som følge af Ruslands krig i Ukraine på sit højeste i mere end 14 år.

I løbet af et års tid er prisen for en tønde Brent-råolie, der bruges som referenceolie til at følge prisudviklingen, steget fra cirka 60 dollar tønden til 106 dollar tønden.

Ifølge den internationale lufttransport-sammenslutning IATA er prisen for flybrændstof mere end fordoblet i samme periode.

I Danmarks største rejsebureau, Spies, har man ikke planer om at sende ekstraregninger til gæsterne.

»Vi kan dog aldrig udelukke, at det vil kunne komme på tale, hvis tingene ændrer sig markant,« skriver Spies' pressechef, Sofie Folden Lund, til Berlingske.