En ekspertgruppe nedsat af regeringen har netop fremlagt tre mulige modeller for, hvordan dansk erhvervsliv skal nå i mål med at udlede 3,5 millioner færre ton CO2 i 2030.
Den billigste og mest effektive løsning for samfundet vil ifølge ekspertgruppen være en ensartet CO2-afgift på alle virksomheder.
Det vil koste 4.000 arbejdspladser frem mod 2030, hvorfor man også har foreslået to andre modeller, der gør mindre ondt på de største udledere og dermed koster færre arbejdspladser.
Overordnet fremhæves det dog, at alle modeller vil have »stort set ingen effekt på arbejdsudbuddet eller beskæftigelsen«.
Ekspertgruppen for grøn skattereform har siden december 2020 arbejdet på sine anbefalinger til, hvordan en CO2-afgift kan udformes som et afgørende instrument til at nå Danmarks 70 procent-klimamålsætning i 2030.
Ved en ensartet CO2-afgift vil der ifølge eksperterne være ens incitamenter til at reducere udledningen og et øget incitament i alle sektorer til at udvikle nye klimavenlige teknologier. En ensartet afgift vil ifølge ekspertgruppen samtidig reducere omstillingsomkostningerne og tabet af velstand.
Det påpeges dog også i rapporten, at der er mange andre hensyn end klimaet og samfundsøkonomien, herunder erhvervsstrukturen, risikoen for at produktionen flytter til udlandet, såkaldt lækage, samt den sociale balance.
Derfor har ekspertgruppen fremlagt tre forskellige modeller med forskellige hensyn, som politikerne kan forhandle ud fra.
Den første model indebærer en ensartet CO2-afgift og vil være billigst for samfundet. Her vil virksomheder, der ikke i forvejen er omfattet af kvoter, skulle betale 750 kroner i afgift pr. udledt ton CO2. For kvoteomfattede virksomheder vil prisen være 375 kroner.
Den samfundsøkonomiske omkostning ved at fjerne et ton CO2 fra atmosfæren, den såkaldte skyggepris, vil ved denne model være 250 kroner. Provenuet vil kunne bruges på lettelser af selskabsskatten eller en sænkelse af elafgiften.
I ekspertgruppens anden model vil den samfundsøkonomiske omkostning være dobbelt så stor. Det skyldes, at virksomheder med »mineralogiske processer«, herunder Danmarks suverænt største CO2-udleder, Aalborg Portland, kun vil skulle betale 100 kroner pr. udledt ton CO2.
For øvrige virksomheder vil prisen være den samme som i den første model. Provenuet kan her bruges på tilskud til kulstoffangst, der kan lagres under jorden, hos de største udledere. Altså vil virksomheder, der ikke udleder særlig store mængder CO2, betale for ny teknologi til de største udledere.
Den tredje model er den samfundsøkonomisk dyreste og ligner den forrige. Her er prisen pr. udledt ton CO2 således lavere end i de to andre modeller. Derfor vil man også skulle finde en halv milliard kroner andetsteds.
Alle foreslåede modeller lægger op til en betydeligt lavere pris pr. udledt ton CO2 end de 1.200 og 1.500 kroner, som henholdsvis Det Miljøøkonomiske Råd og Klimarådet tidligere har foreslået.
Det skyldes, at der siden er indgået en række politiske aftaler på klimaområdet, som gør, at man ikke skal finde lige så store udledningsreduktioner for at nå målet om 70 procents reduktion i 2030.
