Eksperter har omtalt det som noget »vrøvl«. Men Socialdemokratiet holder fast i Ørsted-argument

Fungerende politisk ordfører i Socialdemokratiet Peter Hummelgaard siger, at han anser energikæmpen Ørsted som afgørende for Danmark, og at det er i vores »kritiske interesse« at beholde statens ejerskab.

Peter Hummelgaard (S), fungerende politisk ordfører i Socialdemokratiet, siger, at staten skal beholde sit ejerskab over Ørsted, fordi det er vigtigt at kunne styre, hvem der ejer det. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I debatten om fremtidens ejerskab af Ørsted har statsminister Mette Frederiksen (S) holdt fast i, at selskabets forretning er kritisk infrastruktur. Derfor skal vi beholde ejerskabet på danske statslige hænder.

Dette synspunkt fastholder Socialdemokratiets fungerende politiske ordfører, Peter Hummelgaard, nu i et interview på trods af, at en række eksperter er enige om, at Mette Frederiksen tager fejl: Ørsteds vindmølleforretning kan ikke anses for at være kritisk infrastruktur – hverken i Danmark eller internationalt.

Debatten om Ørsted er blusset op, efter at Venstre under valgkampen har foreslået at sælge statens ejerandel i energiselskabets havvindmølleforretning som en del af sit klimaudspil.

Venstres partileder, Jakob Ellemann-Jensen, har fremført, at Ørsted har været gennem så mange frasalg, at vindmølleforretningen ikke længere kan betragtes som kritisk infrastruktur, mens størstedelen af aktiviteterne er placeret i udlandet.

I Berlingske har blandt andre energianalytiker Hans Henrik Lindboe kaldt det »noget vrøvl«, når Socialdemokratiet påstår det modsatte, idet hans definition af kritisk infrastruktur er noget, som enten er kritisk for Danmarks økonomi eller for forsyningssikkerheden.

Peter Hummelgaard, som normalt er beskæftigelsesminister, men som har Socialdemokratiets politiske ordførerskab i denne uge under valgkampen, siger:

»Jeg mener, at ejerskabet over den energiproduktion, som finder sted, og som Danmark er afhængig af, er kritisk set i lyset af de geopolitiske forhold.«

Kritisk for samfundet

Hummelgaard henviser til en udtalelse i Berlingske fra professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen for at forklare, hvad partiet mener:

»En vindmølle er ikke kritisk infrastruktur som sådan. Men det kritiske her er jo, at Ørsted ejer en væsentlig del af vores elproduktion. Det udgør i min optik et kritisk element, og derfor har Danmark væsentlige interesser i at vide, hvem der ejer det, fordi det vil være kritisk, hvis det havner i de forkerte hænder,« sagde Brian Vad Mathiesen.

Eksperter har peget på, at Ørsteds danske havvindaktiviteter kan være kritisk i den forstand, at en køber med onde intentioner kan få så meget magt i energisektoren, at denne magt kan udnyttes over for en stat.

Altså kritisk for samfundet, men ikke kritisk på den måde, at det kan ødelægge forsyningssikkerheden og energiinfrastrukturen med ét slag.

Peter Hummelgaard, vi taler vel om noget her, som er kritisk for samfundet på en anden måde end for infrastrukturen?

»Ja, men derfor kan det stadig være kritisk. Det er grundlæggende det, som statsministeren refererede til. Og Venstre har præsenteret det, som om de vil sælge Ørsted. Det har de sagt både til citat og i tale,« siger han.

Men du ved vel godt, at det ikke er hele Ørsted, Venstre har lagt op til at sælge?

»Det ved jeg nu,« svarer han.

Hvad mener du med det? Det har Venstre sagt, og det står i Venstres udspil, at det alene er vindmølleforretningen?

»Retfærdigvis skal det siges, at jeg jo ikke sidder og læser alt, hvad Venstre skriver med småskrift her midt i en valgkamp. Men jeg ved det godt nu, og selv med den nuance, mener jeg, at der er tale om noget, der er afgørende for Danmark, og at det er i vores kritiske interesse at blive ved med at have ejerskabet, så langt øjet rækker,« lyder det fra Peter Hummelgaard.

Energipolitik har ændret sig

Venstre skriver i sit klimaudspil fra 7. oktober, at partiet vil »sælge statens andel i energiselskabet Ørsteds havvindmølleforretning«. Det samme gentog Jakob Ellemann-Jensen på pressemødet samme dag, hvor Venstre præsenterede sit udspil.

Staten ejer i dag 50,1 procent af aktierne i Ørsted. Venstre vil eksempelvis beholde det statslige ejerskab af Ørsteds kraftvarmeværker, som leverer fjernvarme til 25 procent af de danske husstande. Ideen er derfor at skille vindmølleforretningen ud i et selvstændigt selskab for at kunne sælge ejerandelen.

Mette Frederiksen har afvist et eventuelt salg af Ørsteds vindmølleforretning med den begrundelse, at energipolitik har ændret sig, efter at Rusland invaderede Ukraine i februar.

»Vi har lige været udsat for sabotage lige uden for dansk territorium, hvor gasledninger blev sprængt i stykker. At sælge Ørsted på det her tidspunkt, hvor alle er enige om, at alt, hvad der har med energi at gøre, er den moderne sikkerhedspolitik. Hvem er det egentlig, der skal købe Ørsted?,« sagde statsministeren til Ellemann under en tv-debat forrige søndag.

90 procent af Ørsteds indtjening kommer i dag fra udlandet – kun ti procent kommer fra Danmark.

Ifølge Berlingskes beregning bidrager Ørsteds ejerskab i danske havvindmølleparker med 24 procent af den samlede danske havvindkapacitet.

Andre aktører i Danmark tæller svenske Vattenfall og i fremtiden tyske RWE, der skal bygge en stor vindmøllepark.

»Man kan spørge: Kan 24 procent af vores havvind være kritisk infrastruktur? Der vil mit svar være: Bevares, Ørsted er en stor aktør, men det vil vi kunne erstatte,« udtalte Bent Ole Gram Jensen, professor i energiret ved Syddansk Universitet, i Berlingske.

Sælger til USA

Mette Frederiksen har ligeledes sagt, at hun mente, at Ørsteds vindmølleforretning udgør kritisk infrastruktur »globalt set«. Det handler ikke om, at private selskaber ikke kan drive eller eje energiinfrastruktur. Men det handler ifølge statsministeren om, »hvad det er for nogle private firmaer«.

»Det er ikke ligegyldigt, om det er europæiske firmaer eller firmaer udefra,« sagde hun.

Peter Hummelgaard siger, at »det er en væsentlig betragtning, fordi ejerskabet over lige præcis energiproduktion er ganske kritisk i den tid, vi lever i, og med de geopolitiske spændinger, der er.«

»Energipolitik og -produktion er blevet et våben, som despoter og magter med onde intentioner kan bruge mod andre stater. Derfor skal vi holde tungen lige i munden, inden vi sælger tingene fra uden at vide på hvilke hænder, det havner,« siger han.

I fredags offentliggjorde Ørsted, at selskabet frasælger en del af sin amerikanske forretning, herunder tre vindmølleparker og et solcelleanlæg for 3,1 milliarder kroner. Køberen er det amerikanske investeringsselskab Energy Capital Partners.

Her har staten vel ikke styret, hvem man solgte til?

»Ikke mig bekendt,« siger Hummelgaard.

Men hvis man følger jeres logik, er det så ikke et problem?

»Jeg kender ikke noget til det konkrete. Det har jeg ikke været involveret i.«

Men når I anser Ørsteds internationale forretning som kritisk infrastruktur, er det så ikke et problem for jer, at Ørsted sælger dele af forretningen til en udenlandsk ejer?

»Lige præcis den del har jeg ikke indsigt i, så det tør jeg ikke udtale mig om,« siger Peter Hummelgaard.

Der er også udenlandske selskaber, som ejer vindmølleparker i Danmark. Er det et problem?

»Så længe vi har styr på, hvor ejerskabet ender, kan det være fint at diskutere de ting,« siger Peter Hummelgaard