De store prisstigninger på især ejerlejligheder i København har i de senere år fået flere til at købe bolig uden for byen, hvilket har medvirket til, at priserne på huse er blevet presset op i provinsen og helt ud i landdistrikterne. I en del sjællandske kommuner ligger kvadratmeterpriserne i dag over niveauet fra årene før finanskrisen.
Dengang så vi en tilsvarende tendens til, at de høje priser fik folk til at flytte længere og længere væk fra storbyen. Udflytterbølgen fik dog en brat ende, da boblen bristede. Tusinder af boligejere blev teknisk insolvente og mange huse i særligt ydreområderne usælgelige.