Ekspert: Aldis lukning er ikke et tab for danskerne

Aldi trækker sig fra Danmark. Kæden havde konstante problemer med at blive populær i Danmark, siger ekspert.

Supermarkedskæden Aldi trækker sig fra det danske marked. Rema 1000 overtager 114 af kædens butikker. (Arkivfoto). Leon Kuegeler/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er samlet set ikke et tab for danskerne, at den tyske discountkæde Aldi trækker sig ud af landet.

Sådan lyder vurderingen fra Henning Bahr, der er administrerende direktør i konsulentvirksomheden Retail Institute Scandinavia, efter at nyheden om Aldis tilbagetrækning er blevet offentliggjort fredag aften.

»Der er utroligt få danskere, som kun bruger en butik som dagligvareindkøbssted.«

»Jeg har svært ved samlet at se, at den danske forbruger står over for et tab her, fordi hvis man godt kan lide et tysk sortiment, så kan man jo gå i Lidl,« siger han.

Mange af Aldis butikker vil blive overtaget af Rema 1000. Butikskæden overtager 114 af Aldis 188 butikker i Danmark.

»For danskerne vil det betyde, at Rema 1000 bliver fuldt ud landsdækkende,« siger Henning Bahr.

De 114 butikker kommer oveni de 363 butikker, som Rema 1000 har i dag. Rema 1000 står ifølge Retail Institute Scandinavia i 2022 for 14,8 procent af dagligvaremarkedet.

De største spillere er Coop og Salling Group, der har markedsandele på henholdsvis 30,9 og 35 procent. Coop står blandt bag Fakta, SuperBrugsen og 365 discount, mens Salling Group har Bilka, Føtex og Netto.

Ser man på butikkerne alene, er Netto med 15,5 procent kæden med den største markedsandel.

Aldis beslutning om at forlade Danmark er taget som led i en transformationsstrategi, hvor man vil fokusere på de øvrige otte markeder i Europa, hvor Aldi oplever stor vækst og »ser et langsigtet potentiale«, lyder det i en pressemeddelelse.

»Aldi har jo haft konstante problemer med at blive populære i Danmark. Selvom der er investeret mange penge de senere år, er det ikke lykkedes at vinde danskernes gunst. Overhovedet,« siger Henning Bahr.

Aldi åbnede i Danmark i 1977.

De 114 butikker, der er omfattet af opkøbet, vil forblive åbne, ind til overgangen til Rema 1000. De resterende butikker lukker eller sælger Aldi i løbet af 2023.

Overtagelsen er betinget af, at konkurrencemyndighederne godkender opkøbet.

/ritzau/