Efter vild prisfest på sommerhusmarkedet i 2020: Her er økonomernes forventninger til 2021 og 2022

2020 var rekordernes år på sommerhusmarkedet med prisstigninger på 11 procent på landsplan. Men hvordan kommer priserne til at udvikle sig i 2021 og 2022? Få boligøkonomernes bud her.

Sommerhuse har været en eftertragtet vare under coronakrisen, hvilket har sendt priserne i vejret. Fire boligøkonomer giver deres bud på, hvordan priserne kommer til at udvikle sig, når landet åbner, og danskerne bliver vaccineret. Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix Niels Christian Vilmann

Var man blandt de første, der købte et sommerhus, efter at landet blev lukket ned i marts 2020, har man sandsynligvis allerede øget friværdien med et pænt beløb.

I Gribskov Kommune, som dækker over flere af de populære nordsjællandske områder, er prisen på et gennemsnitligt sommerhus på 80 kvadratmeter eksempelvis steget med 29 procent fra 1.920.000 kroner til 2.477.000 kroner det seneste år. Det svarer til en værdiforøgelse på 557.000 kroner.