Her er seks gode råd til dig på sommerhusjagt

Ny undersøgelse viser, hvordan danskerne har tænkt sig at holde sommerferie i år. Vi har samlet en stribe gode råd til din ferieplanlægning.

Der er langt mellem til salg-skiltene i nogle af de mest populære sommerhusområder i øjeblikket. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Sommerhussalget er steget eksplosivt under coronakrisen, og en betydelig del af danskerne sigter da også efter at holde sommerferie i eget sommerhus i år. Det viser en ny undersøgelse. Ole Hækkerup, direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening, kommer her med sine bedste fif til dig, som overvejer at købe et sommerhus:

  1. Hvad er dit behov? Det er først og fremmest med at mærke efter inde i dig selv, hvad du er for en type, og hvad der passer til dig og din familie. Skal det være lige til at rykke ind i, eller vil I gerne sætte jeres eget præg på det. Hvad er budgettet til, og hvor langt må det ligge fra helårsboligen, vandet og indkøbsmuligheder?

  2. Skuffesalg: Kontakt de lokale ejendomsmæglere i de områder, du er interesseret i. Nogle af de mest populære områder er nærmest støvsuget for til salg-skilte i øjeblikket, men der kan sagtens være noget skuffesalg.

  3. Bliv skrevet op: Derfor er det med at blive skrevet op og få forklaret, hvad du går efter, så du bliver kontaktet, så snart der dukker noget interessant op. Der kan også være noget coronausikkerhed, som gør, at folk er nervøse for at have mange fremvisninger, og derfor ikke ønsker, at der bliver annonceret med sommerhuset.

  4. God investering: Minusrenter på indlån, billige boliglån, store friværdier og den pengerigelighed i dele af samfundet, som blandt andet de indefrosne feriepenge og begrænsede forbrugsmuligheder har medført, gør det attraktivt for mange at investere i et sommerhus. Og selvom priserne er steget markant det seneste år, kan et sommerhuskøb stadig være en god investering på den lange bane.

  5. Tænk langsigtet: Man bør dog ikke købe med henblik på at sælge om et halvt eller et helt år. Der er ingen, der ved, hvornår verden åbner igen, og hvordan det vil påvirke boligpriserne. Og der er trods alt også en del omkostninger forbundet med at handle bolig. Derfor bør et sommerhus heller ikke være en kortsigtet investering.

  6. Tjen på udlejning: Den stigende interesse blandt danskere for at leje sommerhuse kan også indgå i ens overvejelser, da der er gode muligheder for at tjene en del af udgifterne hjem på lejeindtægter. I 2021 må man tjene op til 42.700 kroner skattefrit på udlejning gennem bureau eller platforme som Airbnb. Lejer du ud privat, er bundfradraget på 11.700 kroner.