Efter SAS-strejken: Markante stigninger i priser på flybilletter

Nu er det blevet markant dyrere at købe en flybillet med afrejse i løbet af sommeren. Momondo oplever stor efterspørgsel på rejser med andre luftfartsselskaber, efter at SAS strejken mandag var en realitet.

De fleste luftfartsselskaber oplever netop nu stor interesse, så passagerer må forberede sig på at skulle betale mere for billetten. Claus Bech/Ritzau Scanpix/Arkivfoto

Rejsesøgemaskinen Momondo oplever for tiden en særlig stor interesse, efter at den varslede SAS-pilotstrejke i mandags blev til alvor.

På dagen og i løbet af tirsdag lå niveauet for søgninger efter flybilletter 57 procent højere end i ugen forinden. En del af forklaringen skal dog findes i den generelle efterspørgsel på flyrejser, der er på denne tid af året.