Domstol piller historisk søgsmål mod tusindvis af danskere fra hinanden: Det er baseret på »urigtige oplysninger«

Gennem flere år har et enormt massesøgsmål om ulovlig download af film verseret ved de danske domstole. Retten på Frederiksberg mener, at søgsmålet udgør et retssikkerhedsmæssigt problem, og at det kan være strafbart for de to internationale selskaber, der har hevet tusindvis af danskere i retten.

Michael Johansen er en af de mindst 2.500 danskere, der er involveret i et enormt søgsmål om download og deling af spille- og pornofilm. Han blev i februar 2019 dømt til at betale over 20.000 kroner for download og deling af »Interracial Crush« – en film han nægter at kende til. I foråret afviste Østre Landsret sagen mod ham. Michael Johansen har gennem hele forløbet hævdet sin uskyld, og han har kritiseret, at beviserne mod ham ifølge ham ligner »fabrikerede regneark til lejligheden«. Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Det største massesøgsmål, som danske domstole nogensinde har set, og som har verseret i flere år, kan vise sig at være ulovligt og strafbart for de to internationale selskaber, der står bag.

Det mener Retten på Frederiksberg, der siger, at søgsmålet er baseret på »urigtige oplysninger« og »udokumenterede« metoder, mens domstolen også mener, at det truer danskernes retssikkerhed.