Djøf bakker op om lovtjek: »Mange af vores medlemmer har været utrolig glade for at arbejde hjemme«

Efter uenighed mellem HK og Finansforbundet om behovet for en ændring af arbejdsmiljøloven, melder Djøf sig nu på banen. De er positive over for et tjek af loven, men holder samtidig fast i, at der skal være en balance.

Næstformand for Djøf, Sara Vergo, ser positivt på muligheden for et mere fleksibelt arbejdsliv med mere hjemmearbejde. Derfor opfordrer hun nu til, at man giver arbejdsmiljøloven et tjek for at sikre, at den følger med tiden.
Næstformand for Djøf, Sara Vergo, ser positivt på muligheden for et mere fleksibelt arbejdsliv med mere hjemmearbejde. Derfor opfordrer hun nu til, at man giver arbejdsmiljøloven et tjek for at sikre, at den følger med tiden. Oscar Scott Carl

Arbejdsmiljøloven står i vejen for en fremtid med mere hjemmearbejde. Det mener flere parter, hvorfor der nu også er et flertal i Folketinget, som åbner for en lovændring.

HK afviser behovet for at ændre arbejdsmiljøloven, mens Finansforbundet er mere positive. Nu forholder Djøf sig til problemstillingen.

»Det er oplagt, at man kigger på loven og tjekker, om den er fulgt med tiden,« siger Sara Vergo, næstformand for Djøf.

Firkantet lov

Fagforeningen repræsenterer knap 100.000 medlemmer, hvoraf mange i fremtiden kan se frem til at arbejde mere hjemmefra. Og det ser Sara Vergo som noget positivt.

»Mange af vores medlemmer har været utrolig glade for at arbejde hjemme,« siger hun.

Hun holder dog samtidig fast i, at man skal huske meningen med arbejdsmiljøloven:

»Lovgivningen er lavet for at beskytte medarbejderne, og vi skal sikre, at man stadig har et godt arbejdsmiljø, selvom man arbejder hjemme.«

Ifølge Arbejdstilsynet gælder arbejdsmiljøloven som normalt, når den ansatte arbejder hjemmefra regelmæssigt, altså mere end en dag ugentligt. Det betyder, at arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsforholdene i hjemmet er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige.

Hvis den ansatte arbejder hjemme to dage om ugen, stiller loven krav til hjemmearbejdspladsens indretning med inventar og belysning. Og det er arbejdsgiverens ansvar at have styr på det.

»Det er ikke sikkert, at lovgivningen bør være så firkantet, som den er,« siger Sara Vergo.

Lokale forhandlinger

Sara Vergo opfordrer i stedet til, at man lægger ansvaret mere ud til de lokale forhandlinger, så de enkelte virksomheder og medarbejdere kan finde løsninger, der fungerer.

»Man bør i højere grad have muligheden for at tage en samtale med den enkelte medarbejder om, hvad den person har brug for,« siger hun og fortsætter:

»Man skal forsøge at tilgodese alles behov, hvilket bliver nemmere med en mindre rigid lovgivning.«

Sara Vergo erkender, at det er en svær balancegang at ændre loven. Hun håber dog, at man kan finde en fornuftig løsning på problemstillingen, da hun mener, at både virksomheder og medarbejdere kan nyde godt af en fremtid med mere hjemmearbejde.

»Man må finde en måde at gøre det på, så man holder hånden under medarbejderne men samtidig skaber den fleksibilitet, som både de og arbejdsgiverne vil få gavn af,« siger hun.