Den norske kæde af discountsupermarkeder, Rema 1000, fortsætter de gode resultater.
Faktisk går det bedre end nogensinde på det danske marked, hvor hver fjerde solgte dagligvare bliver langet over kassebåndet i netop Rema 1000.
Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af supermarkedskædens nyligt offentliggjorte regnskab.
I samme ombæring kan de fortælle, at Rema 1000s salg er steget med syv procent sidste år. En vækst, der primært er drevet af åbningen af nye butikker.
Sidste år åbnede 65 nye Rema 1000 landet over, og mange af lokalerne har man overtaget fra en gammel kending.
I 2023 lukkede alle landets Aldi-forretninger, og en hel del blev opkøbt og lavet om til Rema 1000. Det har tilsyneladende været en god idé, for de mange nye supermarkedet har været primær drivkraft i væksten.
»Vi har cirka fordoblet omsætningen i hver butik i forhold til dengang, det var Aldi-butikker. Nye butikker bruger normalt fire år på at komme op i rigtig marchhøjde. Derfor er vi glade for en god start,« siger administrerende direktør Henrik Burkal til Avisen Danmark.
Det er den norske koncern Reitan Retail, der ejer Rema 1000. Familien bag med Odd Reitan og hans to sønner i spidsen er blandt Norges rigeste – på en fjerdeplads ifølge Finansavisens opgørelse – og ejer både privatfly og mere end en håndfuld luksusboliger verden over.
Den største konkurrent er Netto, som lige nu sidder på den største del af markedet med flere butikker, dog med mindre salg i hver enkelt forretning.
Ifølge Avisen Danmark ånder Rema 1000 Netto i nakken, men det er muligvis kun for en stund. Salling Group står nemlig til at overtage 33 butikker fra Coop, hvoraf størstedelen skal blive til Netto-butikker.
Rema 1000s mål for 2025 er at åbne 13 nye butikker.