Den flamboyante russer med danske forbindelser kritiserede Putins krig – truslerne fra Kreml kom prompte

Bjarne Riis’ pengemand Oleg Tinkov kritiserede krigen i Ukraine i hårde vendinger. Nu frygter han for sit liv og har efter trusler solgt banken, han selv har bygget op.

Oleg Tinkov, den russiske rigmand, der tidligere ejede et cykelhold med dansk islæt, har kritiseret Ruslands krigsførelse. Nils Meilvang/Ritzau Scanpix (arkiv)

For nylig trak den russiske milliardær Oleg Tinkov overskrifter for et opsigtsvækkende Instagram-opslag, som hører til sjældenhederne blandt russiske rigmænd.

»Jeg kan ikke se en eneste fordel ved denne sindssyge krig. Der dør uskyldige mennesker og soldater. Da generalerne vågnede med tømmermænd, indså de, at de havde en lortehær. Og hvordan kan hæren også være god, hvis alt andet i landet er lort og rodfæstet i nepotisme, spytslikkeri og underdanighed?« skrev Oleg Tinkov, der også pointerede, at 90 procent af russerne er imod krigen, og at de resterende er idioter.