Danskernes sommerhusfeber har givet vilde prisstigninger det seneste år

Der er rift om sommerhusene, og det har hevet priserne voldsomt i vejret. I 12 af landets sommerhuskommuner er de steget over 20 procent. Særligt områder i nærheden af København har oplevet kæmpe prishop.

For rigtigt mange danskere står den på en tur i sommerhus i efterårsferien. Er det mere end et år siden, man har købt sommerhuset, kan man lune sig ekstra meget foran brændeovnen ved tanken om, at priserne i de fleste sommerhuskommuner er steget det seneste år. Erik Refner

Hygge foran brændeovnen, brætspil og lange gåture langs vandet. I år skal rigtigt mange danskere tilbringe efterårsferien i  sommerhus.

Der er allerede solgt over 11.000 sommerhuse i år, og selv om højsæsonen er slut, er der stadig stor interesse. Man skal dog indstille sig på, at det er helt andre priser end for bare et år siden.