På trods af en global pandemi, som har rystet verdens økonomier, er danskernes formue vokset i 2020.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik som én gang om året opgør udviklingen i danskernes nettoformue. Sammenlignet med 2019 steg danskernes nettoformue med 6,7 procent, således at en familie i gennemsnit havde en nettoformue på 2.251.380 kroner ved udgangen af 2020 sammenlignet med 2.111.053 kroner ved udgangen af 2019.

Formuen består af pensions- og boligformue, opsparing, bankindlån og værdipapirer såsom aktier og obligationer. Derudover er gælden fratrukket.

Og danskernes formue er vokset på stort set alle parametre.

»Indledningen på sidste år var blodrød og tumultarisk med pandemiens ankomst, og der var ikke meget, der tydede på, at året skulle ende med fremgang på formuerne. Men efter de kraftige hug vendte mundvigene igen opad. Boligpriserne steg, de finansielle markeder indhentede det tabte og mere til, og danskerne fik udbetalt den første omgang af de indefrosne feriepenge. Det bidrog samlet set til, at danskernes formue fik endnu et år med fremgang,« skriver privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer i en kommentar.

Danskernes frie midler er den post, der er vokset mest. Den er nemlig steget med 16,7 procent sammenlignet med 2019, mens pensionsformuen er steget med 5,1 procent, og boligformuen er steget med 3,1 procent i gennemsnit. De frie midler dækker for eksempel bankindlån.

Når danskernes formue vokser, lover det godt for pensionstiden. Man får simpelthen flere penge mellem hænderne.

»Danskernes rekordstore formuer indebærer blandt andet, at vi får stadig mere at gøre godt med som pensionister, og at mange har udsigt til rent økonomisk at kunne få den pensionstilværelse, de ønsker. Samtidig betyder dét at have en fornuftig opsparing, der kan bruges på den korte bane, at man er bedre polstret til uforudsete udgifter i hverdagen, og at der er noget at stå imod med, hvis man for eksempel mister jobbet,« siger markeds- og kunderådgivningschef i Sampension Anne-Louise Lindkvist.

Mens de nye tal fra Danmarks Statistik kun dækker året 2020, tegner det ikke til, at danskernes formue kommer til at blive mindre i fremtiden. Tværtimod.

»Spejder vi ind i 2021, forventer vi, at formuerne fortsætter fremgangen, og fundamentet for en ny formuerekord er derfor lagt. Aktiemarkederne har for året som helhed leveret solide plusser, om end den seneste tid har budt på lidt mere udfordrede markeder. Boligpriserne har haft yderligere pil op, mens kreditvæksten er stort set ikke eksisterende, hvilket hiver boligformuen opad. Derudover har danskernes bankindlån også haft pil op, hvor anden omgang af de indefrosne feriepenge kom i foråret,« vurderer Brian Friis Helmer.