Danske Bank-topchef stopper: Mistænkt for mulige lovovertrædelser i Holland

Den hollandske bankmand Chris Vogelzang fratræder som topchef for landets største bank, Danske Bank. Årsagen er, at han er mistænkt i en sag om hvidvask i den hollandske storbank ABN AMRO, hvor Vogelzang i en årrække var ansat. Carsten Egeriis bliver ny administrerende direktør.

Chris Vogelzang stopper som administrerende direktør i Danske Bank. Det sker, som følge af at han er mistænkt i en sag om mulige lovovertrædelser i Holland. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Chris Vogelzang stopper som administrerende direktør i Danske Bank.

Det sker som følge af, at de hollandske myndigheder har udpeget ham som en af flere mistænkte i forbindelse med deres undersøgelse af potentielle lovovertrædelser vedrørende forebyggelse af hvidvask i den hollandske storbank ABN AMRO.

»Jeg er meget overrasket over de hollandske myndigheders beslutning. Jeg forlod ABN AMRO for mere end fire år siden og er tryg ved, at jeg varetog mit ledelsesmæssige ansvar med integritet og dedikation. Min status som mistænkt er ikke ensbetydende med, at jeg vil blive tiltalt. Men i lyset af den særlige situation Danske Bank befinder sig i, og den intense granskning, som banken er under, særligt når det gælder bekæmpelse af hvidvask som følge af den endnu ikke afsluttede Estland-sag, ønsker jeg ikke, at spekulationer om min person skal stå i vejen for Danske Banks fortsatte udvikling. Derfor mener jeg, at det eneste rigtige er, at jeg fratræder,« siger Chris Vogelzang i en pressemeddelelse.

I en pressemeddelelse fra de hollandske myndigheder fremgår det, at ABN Amro har indgået et forlig med den hollandske anklagemyndighed (DPPS) i spørgsmål om hvidvask og terrorfinansiering i perioden mellem 2014 og 2020.

De hollandske anklagere har identificeret flere alvorlige mangler i ABN Amros processer til bekæmpelse af hvidvask.

Hollands tidligere finansminister Gerrit Zalm, der også har en fortid som topchef i ABN AMRO, udtræder desuden af Danske Banks bestyrelse, oplyser banken.

Formand er ked af topchefs exit

Det var Danske Banks bestyrelsesformand, Karsten Dybvad, der i 2019 ansatte hollænderen Chris Vogelzang som administrerende direktør. Ved sin tiltrædelse sagde Chris Vogelzang følgende om sin fortid:

»Min fortid? Det lyder, som om jeg har »en fortid«. I am a very clean guy. Det var også vigtigt for at kunne blive ansat,« sagde Chris Vogelzang til Berlingske.

Formand Karsten Dybvad oplyser mandag, at han er »meget ked« af at sige farvel til Chris Vogelzang.

»Han har været helt afgørende i forhold til at igangsætte den omfattende omstilling, Danske Bank er i færd med, og for de fremskridt og resultater, som allerede er skabt. Vi forstår og respekterer hans beslutning og takker ham for hans store indsats,« udtaler Karsten Dybvad i meddelelsen.

44-årige Carsten Egeriis afløser Chris Vogelzang som administrerende direktør for Danske Bank. Carsten Egeriis har hidtil været chef for bankens risikostyring og er desuden formand for bankernes lobbyorganisation, Finans Danmark.

»Nu bliver det min opgave sammen med resten af ledelsen og alle vores dygtige og dedikerede kolleger at føre det arbejde videre, og det glæder jeg mig til,« lyder det fra Carsten Egeriis.