Dansk atomiværksætter vil redde verden, men internationale regler og krigen i Ukraine gør det svært

Hos Seaborg Technologies på Nørrebro arbejder flere end 100 ansatte på højtryk for at udvikle en helt ny type sikre atomreaktorer, der ikke kan bruges til at sprede atomvåben. Men international regulering – og krigen i Ukraine – gør det svært at komme i mål.

Troels Schønfeldt er ph.d. og kernefysiker med speciale i neutroner. Sammen med fem andre stiftede han i 2014 virksomheden Seaborg Technologies. I dag har virksomheden 100 ansatte, som arbejder på at udvikle en ny type mobile atomkraftanlæg. Troels Schønfeldt er ceo og ejer knap en tredjedel af virksomheden. Emilie Lærke

Efter årtier ude i kulden bevæger atomkraft sig længere og længere op på dagsordenen i EU og i Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) – båret frem af en voksende klimakrise og de seneste måneder også en historisk energikrise i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.

Også herhjemme hæver fortalere for atomkraft røsten. Det gælder ikke mindst mindre partier som Nye Borgerlige og Liberal Alliance, der begge vil bane vejen for atomkraft i Danmark og især sætter deres lid til udviklingen af en ny, mere sikker generation af atomkraftværker baseret på flydende salt.