Mads Nipper afviser blankt rubelkonti: »Rusland og Putin kører et kæmpestort pokerspil«

Ørsted vil hverken at betale Rusland i rubler eller åbne nogen form for rubelkonti i Gazprombank til at veksle euro til rubler. Punktum. Sådan lyder den klare melding fra topchef Mads Nipper, efter at der er blevet lukket for russisk gas til Polen og Bulgarien.

Vladimir Putin har krævet, at vestlige gaskunder som Ørsted skal oprette to konti i Gazprombank, hvorefter betalingen for gassen vil være delt op i flere trin. Det afviser Ørsteds administrerende direktør, Mads Nipper, blankt. Søren Bidstrup (arkiv)

Den danske energikæmpe Ørsted med topchef Mads Nipper i spidsen har flere gange den seneste tid slået fast, at Rusland og præsident Vladimir Putin kan glemme alt om at modtage betaling for de store mængder russisk gas, Ørsted køber af Gazprom, i rubler.

Efter at Rusland har lukket for gassen til Polen og Bulgarien samt forlydender om, at der er slået sprækker i de store europæiske energiselskabers fælles front, gør Mads Nipper det nu tindrende klart, at der heller ikke bliver tale om nogen form for fiks løsning med flere forskellige konti i Gazprombank, sådan som skitseret af Rusland.