God morgen på denne kølige oktobermandag. Her får du en kort nyhedsoverflyvning over dagens vigtigste erhvervsnyheder.
1 Danske Banks image styrtdykker i ny undersøgelse
Vi begynder hos Børsen, som kan fortælle, at hvidvasksagen har fået Danske Banks image til at styrtdykke. En ny kundeundersøgelse fra Epsi Danmark viser, at halvandet års medieafsløringer af hvidvask i Danske Banks filial i Estland i primært Berlingske har sendt bankens image i dørken.
»Hvidvasksagen har kørt i lang tid, så det er den vigtigste forklaring på Danske Banks store imagetab. Det er på samfundsansvar og pålidelighed, at banken virkelig falder,« siger adm. direktør i Epsi, Helene Söderberg, som også kan se, at der er en større andel Danske Bank-kunder, som overvejer at skifte bank.
Samtidig viser undersøgelsen, at danske banker generelt scorer lavt på samfundsansvar.
Hver femte privatkunde siger, at han eller hun har en lav tillid til banksektoren, mod 15 pct. for fem år siden. Det er det laveste niveau i de seks år, Epsi har spurgt om tillid.
»Hvidvasksagen smitter af på tilliden til hele banksektoren,« siger Helene Söderberg, adm. direktør i Epsi.
{embedded type="node/" id="49643502"}
2. Bagmandspolitiet: Kriminelle udbytter for 322 mio. kr. kørt gennem Nordea i København
I næsten fire år har Bagmandspolitiet forsøgt at gennemføre en straffesag mod en russer og et selskab i mellemamerikanske Belize for at have kørt 322 mio. kr. fra kriminelle aktiviteter i perioden 2010-2013 gennem bankkonti i Nordeas nu lukkede afdeling for internationale kunder, International Branch på Vesterbro i København. Det skriver Finans.
Ifølge hvidvaskekspert Jakob Dedenroth Bernhoft rejser sagen spørgsmålstegn ved, om Nordea har overholdt sine forpligtelser i henhold til hvidvaskreglerne.
Risikochef i Nordea-koncernen, Julie Galbo, vil ikke forholde sig til den konkrete sag. Hun mener dog, at banken generelt har haft styr på sine kunder, omend koncernen »efterhånden er blevet ret dygtig til at sige farvel til kunder, der ikke passer på vores hvidvaskprofil«.
Bagmandspolitiet rejste tiltale mod russeren og Belize-selskabet for forsøg på hæleri, fordi russeren »vidste eller bestemt formodede, at pengene stammede fra strafbare lovovertrædelser«.
3. IT-rockstjerne vil fyre op under iværksætterånden på alle arbejdspladser
Iværksætterånd og foretagsomhed er ikke kun noget mennesker, der vil starte egen virksomhed har brug for. Det mener André Rogaczewski, topchef i børskometen Netcompany og nyudnævnt repræsentantskabsformand for Fonden for Entreprenørskab.
Han vil slippe iværksætterånden løs i alle virksomheder i Danmark, fortæller han i et interview i Berlingske Business.
»Når man siger entreprenørskab, tænker alle med det samme »iværksætteri« og ser for sig en lille bitte virksomhed med fem mand, der sidder i en kælder eller et sted ude på Holmen med en god idé. Men sådan ser jeg slet ikke det her. Fonden for Entreprenørskab har en større mission end det. Vi skal gøre op med det traditionelle billede af entreprenørskab,« siger André Rogaczewski
André Rogaczewski, der er medstifter og topchef i den børsnoterede IT-konsulentvirksomhed Netcompany, afløser Tommy Ahlers – der fratrådte posten, da han blev undnævnt til forsknings- og undervisningsminister.
Tre ting investorerne skal holde øje med i dag:
Investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, peger her på tre ting, man bør holde øje med på markederne i dag:
ISM for fremstillingssektoren i USA, er dagens vigtigste makroøkonomiske nøgletal
Ting går som bekendt meget stærkt i USA. Torsdag meddelte det amerikanske finanstilsyn, at Elon Musk ikke længere kunne være direktør i Tesla eller i et andet børsnoteret selskab på grund af sine tweets om at tage Tesla af børsen. Lørdag var der indgået et forlig, hvor både Tesla og Musk skal betale 20 mio. USD hver. Fredag faldt Tesla aktien med 14 %. Hvor meget revanche er der plads til i dag, dels efter indgåelse af aftalen, men også efter at Musk i endnu et tweet har skrevet til medarbejderne, at Tesla er ”meget tæt på tjene penge på driften”?
Kommer der igen lidt mere ro på de europæiske finansielle markeder, efter sidste uges uro om det italienske budget, som fik renterne i syd til at gå op, men tilsvarende ned i Nordeuropa?
Det sker på markederne:
Blandet udvikling på de asiatiske aktiemarkeder
Nikkei 225: +0,4
China Shanghai Composite: Lukket
Sydkoreas Kospi: -0,4 Indiens
Hongkongs Hang Seng: Lukket