Cannabis er et hit på det internationale aktiemarked. Er et nyt økonomisk eventyr på vej i Danmark?

Medicinsk cannabis har fejret etårs fødselsdag i Danmark. Internationalt er cannabis på vej frem, og på det internationale aktiemarked har den oplevet voldsom medgang. Er det økonomiske eventyr udeblevet herhjemme, eller lader det bare vente på sig?

Arkivfoto: Møllerup Gods på Djursland. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger /Ritzau Scanpix

Hash, weed, marihuana. Tjald, pot eller cannabis. Kært barn har mange navne.

Det euforiserende stof har været til diskussion i årevis, over spisebordet og i Folketingssalen. Frigiv eller lad være. For eller imod – noget, som alle partier også har taget stilling til og udtalt sig om. Med jævne mellemrum bliver det diskuteret, om det skal legaliseres eller ej. Igen og igen hører danskerne om salg af hash på Christiania, og Københavns Kommune har flere gange forsøgt at legalisere salget af cannabis for at komme kriminaliteten på Christiania til livs. Men en hård linje fra Folketinget har haft sat en stopper for projektet med beskeden om, at hash er ulovligt.

Fra 2018 ændrede det sig, og nu kunne lægerne de næste tre år ordinere medicinsk cannabis til udvalgte patientgrupper.

Spørgsmålet er, om den omdiskuterede cannabis er en potentiel guldgrube. 1. januar 2018 blev det nemlig lovligt som læge at ordinere medicinsk cannabis på recept til sine patienter. En forsøgsordning, der både før og efter sit indtræf har været til heftig diskussion, da der ikke er enighed om f.eks. bivirkninger ved stoffet.

Shannon Soqui, tidligere Wall Street-ansat

»Det er ligesom internettet i 1997 eller 1998. Investeringsmulighederne for at skabe nye forretninger har aldrig været mere overbevisende.«


Det startede i 2016, da et flertal i Folketinget besluttede at sætte 22 millioner kroner af satspuljemidlerne af til en fireårig forsøgsordning med medicinsk cannabis i Danmark. Formaliteterne faldt på plads året efter, og ved indgangen til 2018 gik forsøget i gang.

Tidligere har Berlingske beskrevet, hvordan pot er hot på det internationale aktiemarked. Der har været stor interesse for at investere i medicinsk cannabis i USA og Canada, og nu er der måske noget, der tyder på, at Danmark kan være et af de næste lande på listen. I Canada er aktien på Canopy Growth Corporation, en cannabis-virksomhed, der også har investeret i Danmark, steget med over 60 procent de sidste seks måneder. På Wall Street er det økonomiske potentiale i cannabis blevet sammenlignet med internettets opfindelse.

Flere canadiske virksomheder ser ud til at have opdaget et potentielt cannabis-marked i Danmark, og senest er der kommet en trecifret millioninvestering i et fynsk gartneri, der skal være med til at importere og bearbejde canadisk cannabis. Ligger der et økonomisk marihuana-eventyr forude i den forsøgsordning, som har lige under tre år tilbage, eller udebliver kæmpesuccesen i det skandinaviske?

Canada førende og varme på Danmark

I dag er der endnu ingen danske virksomheder, der selv producerer den medicinske cannabis fra bunden. Den cannabis, der er blevet solgt det seneste år, er importeret som et mellemprodukt, der bliver importeret, forarbejdet i Danmark og efterfølgende solgt på apotekerne. Det oplyser Lægemiddelstyrelsen.

De største cannabis-virksomheder på det internationale marked er fra Canada, hvor medicinsk cannabis har været tilladt siden 2001. Canadierne har sidenhen legaliseret hash fuldstændigt, og i 2018 blev det muligt at købe cannabis i forretninger.

De canadiske virksomheder er også aktive på markedet i Danmark. I Danmark er der fire virksomheder, der har tilladelse til at importere de produkter, der kaldes cannabismellemprodukter, fra udlandet. De fire virksomheder er Aurora Nordic Cannabis, CannGroes, Spectrum Cannabis Denmark og Stenocare, og tre af dem er delvist ejet af canadiske virksomheder.

I Stenocare ejer canadiske CannTrust Inc. knap en fjerdedel  af virksomheden. Spectrum Cannabis Denmark er delvist ejet af den cannabis-virksomhed, der har størst markedsværdi i verden, canadiske Canopy Growth Corporation. De ejer over halvdelen af den danske virksomhed. Den sidste dansk-canadisk-ejede virksomhed er Aurora Nordic Cannabis. Der ejer canadiske Aurora Cannabis Inc. også over halvdelen af virksomheden.

Hvor står Danmark?

I Europa er der flere lande, der har åbnet for brugen af medicinsk cannabis gennem en årrække.

I januar i år udkom rapporten »The European Cannabis Report«, der er lavet af Prohibition Partners, der arbejder for legalisering af medicinsk cannabis verden over.

Ifølge Prohibition Partners er Europa med sine 750 millioner mennesker et stort potentielt marked – større end Canada og USA tilsammen. Over de seneste 12 måneder er det legale cannabis-marked i Europa vokset mere end de sidste seks år – og dermed estimerer Prohibition Partners, at markedet i Europa kan blive verdens største om fem år.

I Europa er Tyskland frontløberen for medicinsk cannabis, og siden legaliseringen i marts 2017 er antallet af patienter, der får ordineret cannabis, vokset fra 1.000 til 13.000 fra 2017 til 2018.

Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank

»Der er et større og større fokus på medicinsk cannabis. Vi kan se, at der er danske selskaber, der vil have licens til at producere det, så det virker, som om at der er en tiltro til det her marked, og at det vil vokse.«


I januar i år udkom Lægemiddelstyrelsen med en monitorering af forsøgsordningen med cannabis herhjemme. Ifølge den har der i de første tre kvartaler været en stigning på 77 procent i antallet af patienter, der får udskrevet medicinsk cannabis. I den periode har 700 patienter indløst 1.623 recepter herhjemme.

Forsøgsordningens potentiale

Danmark har et kæmpe potentiale for at udvikle en milliardindustri, hvis man spørger Michael Prytz, der i Toronto er investmentmanager i Invest in Denmark under Udenrigsministeriet.

Dansk lovgivning kræver en høj kvalitet af det cannabis-produkt, der bliver produceret. Derudover har Danmark meget præcis lovgivning, der forklarer og tillader eksport til andre lande - hvor Tyskland med sine knap 83 millioner indbyggere er et interessant marked. Dertil kommer den billige strøm, der - hvis den er grøn - er med til at skabe et moderne brand. Og sidst men ikke mindst har Danmark en liberal arbejdsmarkedslovgivning, hvor den nemme tilgang til både at hyre og fyre er attraktiv for nye virksomheder.

Lægemiddelstyrelsen oplyser endvidere, at priserne på cannabis-produkter herhjemme har været konstante de første tre kvartaler. Som nævnt importerer Danmark på nuværende tidspunkt den cannabis, der skal bruges i produkterne, men flere virksomheder har fået tilladelser fra Lægemiddelstyrelsen til selv at forske; og dyrke den medicinske cannabis.

Når man spørger senioranalytiker fra Sydbank Søren Løntoft Hansen, om der er tale om en potentiel guldmine, er han tøvende. Han beskæftiger sig blandt andet med analyser af medicinalindustrien, og han mener, at det er rigtig svært at forudse, om medicinsk cannabis har et potentiale til stor økonomisk gevinst for investorer i Danmark.

Det skyldes blandt andet, at forsøgsordningen udløber om tre år – og man dermed ikke ved, om investeringerne har et potentiale på længere sigt.

»Der er et større og større fokus på medicinsk cannabis. Vi kan se, at der er danske selskaber, der vil have licens til at producere det, så det virker, som om der er en tiltro til det her marked, og at det vil vokse,« siger Søren Løntoft Hansen.

»Men når det så er sagt, så er det stadigvæk et marked, der er så tidligt i sin udvikling, at man som investor i det her segment skal være opmærksom på, at der her marked kan vende og ikke blive det væksteventyr, man havde håbet på.«

Michael Prytz medgiver, at det indtil videre kun er en forsøgsordning i Danmark, men påpeger, at andre lande med tidligere forsøgsordninger ikke har trukket den madicinske cannabis tilbage. Tværtimod.

Dansk cannabis børsnoteret

Der var ellers et større postyr over investeringsmuligheder, da Stenocare som den første danske cannabis-virksomhed skulle børsnoteres på minibørsen Spotlight Stock Market i Stockholm i efteråret. Dengang havde Allerød-virksomheden afvist op mod 9.000 interesserede investorer, og inden børsnoteringen havde de fået tilbudt over 400 millioner kroner.

Selv om der var meget snak om, at tusindvis af investorer havde henvendt sig, og at det kunne blive en økonomisk drøm på højde med canadiske børsnoteringer, hvor aktierne er eksploderet de sidste seks måneder, er det store investerings-hype udeblevet indtil videre. I starten af februar 2019 var Stenocares aktier faldet 43 procent siden børsnoteringen.

Altså ikke den samme prisfest som set på den anden side af atlanten, hvor Wall Street Journal i september 2018 kunne fortælle om Shannon Soqui, der sagde sit Wall Street-job op for at gå med på cannabis-bølgen med ordene:

»Det er ligesom internettet i 1997 eller 1998. Investeringsmulighederne for at skabe nye forretninger har aldrig været mere overbevisende.«

I et interview med Berlingske fortalte den administrerende direktør i Stenocare, Thomas Schnegelsberg, dengang, at børsnoteringen skulle samle penge til at egenproducere cannabis og ikke kun importere udefra.

250 millioner kroner investeret i fynsk drivhus

Senioranalytiker Søren Løntoft Hansen peger forsigtigt på den danske landbrugskultur som mulig forklaring på, hvorfor udenlandske virksomheder er interesseret i Danmark:

»Ud over at være et førende landbrugsland, så er vi også stærke i gartnerierne. Det tror jeg godt kan appellere til investorerne,« siger han.

Senest har den canadiske virksomhed Aurora Cannabis Inc. investeret 250 millioner kroner i drivhuse hos Alfred Pedersen & Søn på Fyn, hvilket indikerer en storsatsning på det danske cannabismarked.

Rapporten fra Prohibition Partners beskriver det generelle europæiske marked som potentielt milliardstort inden for en tidshorisont på beskedne fem år. Men intet er sikkert endnu. Som Søren Løntoft Hansen understreger, så udløber forsøgsordningen i december 2021 uden lovning for fremtiden. Omvendt har Marijuana Business valgt at afholde deres europæiske konference »Cannabis Symposium« i København til maj.

Derudover er der forskel på hypen i Danmark og i Canada. 29. januar kunne Bloomberg fortælle, at der på Toronto Stock Exchange i Canada for første gang nogensinde måtte trækkes lod om et børssymbol. Symbolet »POT« var blevet ledigt, og fordi tingene går så hurtigt på det canadiske cannabismarked, kan ordet »marihuana« alene få en aktie til at stige, så det vækker associationer til bitcoinens storhedstid.

Dermed ser det ud til, at hypen fortsætter på den anden side af atlanten. Spørgsmålet er, om det kommer herhjemme.