God eftermiddag og velkommen til endnu en businessupdate og et overblik over de vigtigste erhvervsnyheder, så du velinformeret og opdateret kan nyde din fyraften.
Vi begynder med historien om, at discountkæden Lidl blæser til angreb med millioner af kroner til at ombygge alle kædens 133 butikker og samtidig øge udbuddet med et større fokus på danske fødevarer.
Finans skriver, at oprustningen fra Lidl Danmark sker samtidig med, at kæden på linje med konkurrenterne i dagligvaremarkedet melder om rekordsalg gennem 2020. Coronakrisen med nedlukninger, flere danskere på hjemmekontorer og i perioder tvangslukkede restauranter har øget salget af dagligvarer.
»Vi lukker først regnskabsåret til februar, men det har været et godt år for os med salgsvækst og vundne markedsandele. I den kommende periode skruer vi op for investeringerne i butikkerne, der skal indrettes efter et helt nyt og moderne koncept,« siger adm. direktør Dirk Fust, Lidl Danmark, til Finans.
Den danske kæde er del af den tyske Lidl-koncern med 11.000 butikker i 30 lande. På det danske marked er Lidl den mindste discountkæde sammen med Aldi målt i antal butikker. Netto under Salling Group, Fakta hos Coop Danmark samt Rema 1000 Danmark er de store her i landet, skriver Finans.
Topchef stopper efter uenighed
Kim Stratton fik kun 14 måneder som topchef i biotekselskabet Orphazyme. Bestyrelsen fik nok af hendes egenrådighed, der ikke harmonerede med skandinavisk ledelsesstil, skriver Børsen.
Bestyrelsens næstformand, Bo Jesper Hansen, betegner over for avisen Kim Stratton som dygtig og intelligent. Bestyrelse og medarbejdere blev dog efterladt i en tåge, der ikke harmonerer med ledelsesstilen i Skandinavien, forklarer Bo Jesper Hansen om årsagen til, at Kim Stratton efter 14 måneder som topchef i Orphazyme nu er fortid.
»I Norden arbejder vi meget med en ledelsesstil, hvor der er fuld integritet, og hvor der er inklusion af teamet og inklusion af bestyrelsen og medarbejderne. Denne ledelsesstil var ikke den, vi oplevede,« siger Bo Jesper Hansen til avisen.
Kim Stratton kom til Orphazyme i 2019 for at forberede selskabet til lanceringen af lægemidlet arimoclomol i USA og Europa, ligesom hun med succes førte biotekselskabet til notering på Nasdaq i USA.
Tilbageslag for vacciner
Kapløbet om en færdig og godkendt vaccine mod covid-19 er ramt af to tilbageslag, idet medicinalselskaberne Sanofi og GlaxoSmithKline melder om forsinket udrulning af deres vaccine, som nu først ventes i slutningen af 2021. Samtidig opgiver Australien sit forsøg på at fremstille sin egen vaccine.
Det skriver Financial Times. (Artikel kræver abonnement)
Frankrigs Sanofi og GSK fra Storbritannien meddelte fredag, at deres vaccine ikke havde produceret en stærk immunrespons hos ældre, og inden da havde den australske regering oplyst, at den afblæste arbejdet med en vaccine mod covid-19, efter at flere forsøgsdeltagere fik positive test for hiv, selvom de ikke var inficeret med den virus, der forårsager aids.
Mange lande har afgivet ordrer på flere vaccinekandidater netop på grund af sandsynligheden for, at en eller flere af dem viser sig ikke at være sikre og effektive.
Sanofi og GSK oplyste, at tidlige testresultater viste »en immunrespons, der kan sammenlignes med patienter, der kom sig efter covid-19 hos voksne i alderen 18 til 49 år, men et lavt immunrespons hos ældre voksne – sandsynligvis på grund af en utilstrækkelig koncentration af antigenet.«
Begge virksomheder oplyste, at de var skuffede over resultaterne. Roger Connor, præsident for GSK Global Vaccines, sagde efter den nedslående meddelelse, at målet nu er at arbejde tæt sammen med Sanofi for at udvikle vaccinen med en forbedret antigenformulering.
Her er fem skarpe bud på nyheder og analyser fra journalisterne på Berlingske Business:
Hundredvis af Danske Bank-kunder kontaktes om fejl
I forbindelse med oprydningen i Danske Bank bliver cirka 600 kunder i Danske Bank nu kontaktet, fordi banken forventer, der er fejl i deres investeringsaftaler.
Nyt retsopgør om giftige lån er på vej
De problematiske swaplån er på vej mod en ny runde i retten – denne gang, fordi bankerne muligvis kan score overpris på dem. For få år siden sendte swaplån en række andelsforeninger ud i konkurs.
Lave renter, så langt øjet rækker, er ECBs julegave til Europa
Den Europæiske Centralbank kom på torsdagens møde med endnu en hjælpepakke, der skal bidrage til at understøtte europæisk økonomi det kommende år. De lave renter vil dermed vare ved, hvilket også kommer danske boligejere til gavn
USA vil rulle Facebooks køb af WhatsApp og Instagram tilbage
De amerikanske myndigheder sætter nu sit hidtil hårdeste angreb ind mod det børsnoterede sociale medie Facebook i et forsøg på at rulle opkøbene af beskedtjenesten WhatsApp og billedtjenesten Instagram tilbage.
Findes der genveje til en billigere feriebolig?
Det er dyrt at holde ferie, men der er genveje til at gøre det på billigere måder, hvis man har mod på at lade andre bo i sin bolig, mens man selv er bortrejst Læs dette og alle de andre daglige gode råd til privatøkonomien i julemåneden.

