Businessoverblik: Na­tio­nal­ban­ken har skovlet 128 milliarder til fi­nan­si­e­ring af hjæl­pe­pak­ker

Her er de vigtigste businessnyheder, du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver at læse én artikel for at være opdateret.

 
Regeringen er under pres for at åbne grænserne. Video: Folketinget, Reuters/Ritzau Scanpix, redigering: Caroline Nørkjær Fold sammen
Læs mere

Godmorgen og velkommen til dagens overblik over de mest interessante erhvervsnyheder her til morgen.

Vi skal blandt andet forbi historien om, at Nationalbanken siden marts har skovlet penge ind. Vi skal også runde den danske minibørs, First North, der i øjeblikket oplever et boom.

Men vi begynder med historien om, hvad en åbning af grænserne kan betyde for dansk økonomi.

1
Grænseåbning vil redde tusindvis af job og give milliardgevinst

En hurtig åbning af de danske grænser kan give en gevinst på 40 milliarder kroner og redde omkring 40.000 danske job. Alene Tyskland står for over en fjerdedel af turistovernatningerne, og det vil derfor have stor betydning at lukke tyske turister ind, så sommerens turisme kan reddes.

Det viser nye beregninger fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, skriver Berlingske, men det kræver, at der åbnes for alle lande, hvilket der ikke er udsigt til. Til gengæld lagde statsminister Mette Frederiksen (S) under TV-debatten i aftes op til at finde en »klog« måde at åbne grænserne på.

En fortsat lukning af de danske grænser vil slå hårdere, hvis andre lande begynder at åbne.

»En åbning af de danske grænser vil tage noget af bunden af den nedgang, vi har haft,« bekræfter Torben M. Andersen, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand og nu er med i den eksperttrio, som rådgiver regeringen om åbningen af den danske økonomi.

2
Boom på minibørs: Små firmaer stormer ind på børsen

Fire selskaber er på vej mod en børsnotering på den danske minibørs First North trods coronakrisen, og mindst tre mere følger efter sommeren.

Det skriver Børsen.

Tre selskaber – Stenocare, Penneo og Monsenso – har for nylig meldt sig klar, og ifølge avisen er FOM Technologies det næste, der er på vej. Ifølge Jesper Ilsøe, rådgiver hos Kapital Partner, trækker de gode kurser på First North i København og Stockholm med afkast på 7,6 procent.

»Så er det et marked, man gerne vil børsnoteres i, fordi så er der masser af kapital,« siger han til avisen og bekræfter, at der mindst er tre flere selskaber på vej mod en børsnotering.

Få Business-overblikket – hver dag


Du er i gang med at læse morgenposten fra Berlingske Business. Her får du dagligt det fulde overblik over de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland, så du kun behøver læse én artikel for at være opdateret.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, kan du få overblikket direkte i din indbakke – hver morgen.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver morgen inden klokken 09.00 sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan i visse tilfælde blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

3
Flyvende salg af nye Norwegian-aktier

Det ser ud til at gå flyvende for Norwegians salg af nye aktier, som skal sikre økonomien i den norske flygigant og dermed redde selskabet, der ligesom hele flybranchen er hårdt presset af coronakrisen.

Udstedelsen af de nye aktier er syv gange overtegnet. 400 millioner aktier skal sælges, men der var kommet ordrer ind på 2,8 milliarder aktier, da fristen for at tegne sig sluttede torsdag eftermiddag, skriver norske E24.no.

Norwegian vil melde det endelige resultat ud i løbet af fredag.

4
Nationalbanken skovler penge ind til hjælpepakker

I øjeblikket fosser pengene ud af statskassen til virksomheder, der er hårdt pressede af coronakrisen og nedlukningen.

Man skal imidlertid ikke være nervøs for, at der mangler penge til at finansiere hjælpepakkerne. Tværtimod vælter pengene i kassen

Nationalbanken har nemlig skovlet 128 mia. kr. hjem til statskassen gennem udstedelse af statsobligationer, skatkammerbeviser og commercial paper (kortfristet gæld i fremmed valuta). Det skriver Børsen.

Onsdag oplevede man den største efterspørgsel efter danske skatkammerbeviser, der er er korte obligationer med en løbetid på op til et år, siden 2012, hvor euroen var ved at kollapse under gældspukler i Italien, Grækenland og Spanien. Således kom der bud fra investorer på 33 mia. kr. Nationalbanken takkede ja til 11 mia.

Og det giver mere ro i maven, fortæller Jan Størup Nielsen, chefanalytiker i Nordea.

»Det understreger billedet, som vi har set fra de seneste auktioner, om at interessen for at købe danske papirer virkelig er kommet tilbage. Det virker, som om at der er kommet mere gang i markedet med større efterspørgsel. Det er godt, for der var lige et tidspunkt tilbage i marts og april, hvor man var begyndt at blive lidt bekymret,« siger han til Børsen.

Tre ting at holde øje med fredag:

Her er tre ting, som Andreas Østerheden, chefstrateg i Nordea, holder øje med i dag:

  • Amerikanske aktier kom tilbage torsdag eftermiddag efter de seneste to dages fald. På den økonomiske front er det en balancegang mellem nøgletal, der bliver en smule mindre slemme fremadrettet, og risikoen for en anden bølge i USA ved en hurtig genåbning af økonomien. Her til morgen vil investorernes fokus være rettet mod den sending af data, vi har fået fra Kina i de tidlige morgentimer. Sendingen indeholder data for industriproduktionen, investeringsaktiviteten og detailsalget, som selvfølgelig vil blive studeret nøje for at se, hvor hurtigt Kina er på vej tilbage til mere normale tilstande, efter at landet som et af de første begyndte at åbne igen efter coronaudbruddet. Tallene peger på overfladen på, at både investeringsaktiviteten og industriproduktionen er på vej op i gear, mens forbrugerne stadig holder på pengepungen i lyset af højere økonomisk usikkerhed og arbejdsløshed.
  • I dag får vi BNP-tal fra en række lande. Offentliggørelserne tæller Tyskland, Finland, Euroområdet og ikke mindst Danmark. Investorerne vil selvfølgelig se på, hvor hårdt coronakrisen har ramt landene. De foreløbige tal for første kvartal i euroområdet, som vi fik i slutningen af april, viste et minus på 3,8 procent, men der har været stor usikkerhed omkring tallene, blandt andet på grund af udfordringer med at få samlet data på grund af nedlukningen i mange europæiske lande.
  • Lignende data får vi ligeledes fra USA, der også offentliggør tal for detailsalget i april og tal for industriproduktionen. USA er langt efter Kina i sin genåbning, og derfor forventes der også langt mere dystre tal fra USA. Konsensus blandt økonomer er, at vi vil se en tilbagegang på over ti procent, både inden for detailsalget og industriproduktionen.

Markederne

USA, lukkekurser torsdag:

Dow Jones 1,62 procent

S&P 500 1,15 procent

Nasdaq 0,9 procent

Asien: Indeks fredag kl. 06.00:

Japan Nikkei -0,40 procent

Hongkong Hang Seng 0,30 procent

Kina CSI -0,10 procent