Det er ikke kun coronakrisen, der lige nu kan holde Christian Klein vågen om natten. Han er dobbelt nybagt: Nybagt far og nybagt topchef for den tyske teknologikæmpe SAP. Men i begge tilfælde har han haft tid til at øve sig.
Privat er det barn nummer to, og professionelt har tyskeren det seneste halve år delt den øverste ledelse af SAP — verdens førende leverandør af software til erhvervslivet og Europas største teknologivirksomhed — med amerikaneren Jennifer Morgan.




