God torsdag morgen og velkommen til endnu en forårsdag, hvor rigtigt meget igen-igen kommer til at handle om coronavirussen.

Men i dag er der løsninger på bordet i form af milliarder af indefrosne feriepenge, som arbejdsgivere og fagforeninger i fællesskab foreslår skal udbetales til efteråret for at sætte fut i forbruget. Til gengæld er det negativt for den danske økonomi, hvis forsigtige seniorer bremser opsvinget. Imens satser Salling Group stort på onlinehandel med fødevarer.

Seniorer bremser opsvinget, hvis de dropper at nyde livet

Danskere over 60 år står for 33 pct. af forbruget, men hvis de skal blive hjemme eller selv vælger at blive hjemme for at beskytte sig selv mod coronasmitte frem for at nyde livet med rejser og restaurantbesøg, rammer det opsvinget, som økonomer forventer efter coronakrisen, skriver Finans.

En tredjedel af alle de varer og tjenester, der sælges i Danmark, bliver købt af personer over 60 år. Det svarer til 289 milliarder kr. om året. De milliarder kommer til at mangle i samfundsregnskabet, hvis den ældre del af befolkningen holder sig hjemme i længere tid.

De ældres forbrug udgør 13 pct. af Danmarks bruttonationalprodukt, og flere end 200.000 arbejdspladser er knyttet op på netop denne gruppes private forbrug.

Salling Group investerer en halv milliard kr. i historisk stor onlinesatsning

Detailgiganten Salling Group åbner den helt store pengepung for at vinde krigen om onlinesalget af fødevarer. En halv milliard kroner er afsat over de næste to år til, hvad gruppen selv kalder en »gamechanger« og en »kæmpesatsning«, skriver Børsen.

Der er tale om Salling Groups største satsning på onlinesalg nogensinde, og projektet er en direkte konsekvens af coronakrisen. Satsningen omfatter en ny onlineplatform til Føtex og et nyt Bilka-koncept.

Salling Group vil eksempelvis sætte specialdesignede containere op i boligområder, på omfartsveje og tankstationer, hvor kunderne kan hente de dagligvarer, de har bestilt på nettet ved at indtaste en kode på en skærm.

Få dit business-overblik hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Business-overblik« og få de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag kl.08:00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.

Her er et forslag, du vil kunne lide – send danskerne 100 milliarder kroner

Udbetaling af op til 100 milliarder af de indefrosne feriepenge er et af mange forslag til, hvordan vi kan få mere gang i danskernes forbrug under coronakrisen. Hvis ellers vi tør bruge løs, fremhæver tidligere og nuværende overvismand.

Danskerne har nemlig over 900 milliarder kr.stående på deres bankbøger, men alligevel er forbruget nærmest gået i koma under coronakrisen. Danskerne skal derfor have en hjælpende hånd til at sætte mere gang i forbruget, når den danske økonomi langsomt åbner mere.

En ny opgørelse fra Danske Bank viser, at omkring halvdelen af danskernes privatforbrug er enten hårdt  eller meget hårdt ramt af nedlukningen. Flere topøkonomer er enige om, at der bliver brug for at give et  skub til danskernes forbrug. Det skriver Berlingske.

Tre ting, som investorerne holder øje med i dag

Her er, hvad investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, vil holde øje med i dag:

  • PMI-tillidsindikatorer fra Japan, Tyskland, eurozonen og USA vil give investorerne et fingerpeg om, i hvor stort omfang virksomhederne er blevet ramt af Covid-19 og coronarelateret nedlukning.

  • For investorerne er det desværre fortsat coronavirus her, dér og alle vegne. som optager alt, hvad alle investorer fokuserer på. I USA forsøger præsident Donald Trump at indgyde optimisme (og måske gavne sin egen valgkamp) ved at udtale, at det ikke er givet, at der i løbet af efteråret bliver tale om anden runde effekter; altså at virussen måske slet ikke kommer tilbage i efteråret.

  • Antallet og størrelsen af de samlede økonomiske hjælpepakker bliver ved med at stige. Aktuelt tales der om en i EU-området på 1.500 mia. euro. Udfordringen ved den er, at de, som potentielt har mest brug for den, ønsker, at alle solidarisk skal »kautionere« for den. Landene er positivt indstillet over for at hjælpe. Samtidig er det et problem, at en række af de større lande, som har mest behov for at blive hjulpet, har »glemt« at få økonomisk orden i pennalhuset og lave de reformer, som gør det muligt at understøtte økonomierne i svære tider.

Markederne her til morgen

USA, lukkekurser onsdag:

  • Dow Jones +1,99 pct.

  • S&P 500 +2,29 pct.

  • Nasdaq +2,81 pct.

Asiatiske indeks kl. 06.20 torsdag:

  • Japan Nikkei +0,80 pct.

  • Hongkong Hang Seng +0,23 pct.

  • Kina CSI -0,06 pct.