Businessoverblik: Aktier buldrer frem på nyt vaccinehåb

Her er de vigtigste businessnyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Optimismen overskyggede den stigende bekymring om handelsstridighederne mellem USA og Kina. Fold sammen
Læs mere
Foto: Spencer Platt/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen og velkommen til et overblik over tirsdag morgens nyheder på erhvervsfronten. Vi skal runde både ændrede indkøbsvaner under coronakrisen og en direktør, der efterlader et stort hul i en bank.

Men først til aktiemarkederne, der steg kraftigt mandag aften.

1. Aktier stiger på håb om vaccine

Aktier i både USA og Asien steg mandag aften kraftigt, efter at amerikanske forsøg har vist lovende tegn på udviklingen af en vaccine mod coronasmitten.

De toneangivende amerikanske indeks, S&P og Dow Jones endte henholdsvis 3,2 procent og 3,9 procent højere. Markederne i Japan, Australien og Kina steg også efterfølgende, skriver Financial Times.

Investorerne glædede sig over, at medicinalkoncernen Moderna oplyste, at de første forsøg på mennesker viste gode resultater. Forsøgene er lavet på en række raske frivillige, som har fået indført coronavaccinen. Resultaterne viser, at Moderna følger tidsplanen om en mulig vaccine i efteråret.

Selv om resultaterne er på et meget tidligt stadie, og mange vacciner ikke er effektive på trods af positive indledende tegn, steg Modernas aktier 20 procent, til det højeste niveau nogensinde.

Optimismen overskyggede den stigende bekymring om handelsstridighederne mellem USA og Kina. Blandt har den kinesiske techvirksomhed Huawei advaret om, at nye sanktioner fra Washington kan sætte virksomhedens overlevelse på spil.

2. Coronaramte virksomheder i juridisk dødvande

Regeringens hjælpepakker giver kunstigt åndedræt til tusinder af virksomheder. Men de, der ingen penge får, eller ikke mener, de får nok, er juridisk nærmest ladt i stikken og reelt uden klagemuligheder, mener juraprofessor Frederik Waage.

Det skriver Finans.

»Det giver nogle problemer, man er nødt til at løse nu. Det kan ikke vente,« siger Frederik Waage, der er professor ved Syddansk Universitet, til Finans.

Problemet opstod, da regeringen i marts i al hast ændrede epidemiloven og fjernede den automatiske ret til erstatning, hvis nogen led tab på grund af det offentliges foranstaltninger i forbindelse med en epidemi. Det var nok rigtigt at fjerne paragraffen i den aktuelle situation, mener Frederik Waage, fordi staten ellers ville blive løbet over ende af erstatningskrav.

Men reelt er man nu henvist til at forsøge sig med en ekspropriationssag mod staten, og det vil for de fleste være uoverskueligt i en situation, hvor de mangler penge akut.

3. Eksplosiv stigning i e-handel under coronakrisen er kommet for at blive

E-handel blevet en bekvem og nem løsning til at håndtere diverse indkøb på den uendeligt store markedsplads, som internettet har udviklet sig til de seneste årtier.

Derfor har fortsat flere forbrugere benyttet sig af e-handel år for år – men under coronakrisen har man oplevet en »eksplosiv« stigning i antallet af nye kunder, som shopper online.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af nethandlens brancheforening, Foreningen for Dansk Internet Handel (FDIH), som undervejs i coronakrisen har fulgt e-handlens udvikling tæt.

Undersøgelsen viser blandt andet, at 52 procent af danskerne har handlet mere online i den periode, hvor virusudbruddet har stået på herhjemme, end de normalt ville gøre, samt at det samlede forbrug på nettet i april er større end omsætningerne i januar og februar.

Tilmed viser tal fra FDIHs medlemmer, at hver femte netbutik havde en vækst på mindst 50 procent, mens mere end hver tiende har over 100 procents vækst i starten af maj i forhold til, hvad netbutikkerne havde budgetteret med.

Niels Ralund, adm. direktør for FDIH, kalder coronakrisen et »gennembrud« for al handel på nettet.

4. Direktørexit efterlader et stort hul i arvefølgen i Danske Bank

Mandag mistede landets største bank sin unge stjerne og kronprins, da 42-årige Jacob Aarup-Andersen forlod banken for at tiltræde en ny stilling som topchef i rengøringsgiganten ISS. Dermed blev han den niende person i rækken af Danske Bank-direktionsmedlemmer, der er fratrådt deres stillinger siden 2018.

Danske Bank udsendte mandag morgen en selskabsmeddelelse, hvori bankens topchef, Chris Vogelzang, takkede Jacob Aarup-Andersen for den store indsats, han har leveret i flere forskellige stillinger i Danske Bank, senest som øverst ansvarlig for den danske bankforretning.

Mandag havde banken ingen yderligere kommentarer, men ifølge eksperter, analytikere og headhuntere, er en ting sikker: Jacob Aarup-Andersens exit er et stort tab for Danske Bank.

»Kombinationen af Jacob Aarups afsindigt høje faglighed og dybdegående kendskab til organisationen giver ham en kaliber, som kun kan matches af få. Det er med andre ord et par store sko, som hans stedfortræder skal fylde ud,« siger Sydbanks bankanalytiker, Mikkel Emil Jensen.

Tre ting, investorerne skal holde øje med:

Her er tre ting, som investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen holder øje med i dag:

  • Kl. 11.00 offentliggøres det tyske ZEW-forventningsindeks. Den økonomiske nedtur kulminerede givetvis i april. Et lavt (tillids)tal er forventeligt.
  • Der var i går et massivt comeback til sønderskudte konjunkturfølsomme aktier, da globale aktieindeks steg med 3-5 procent. Blev 18. maj den dag, hvor investorerne endeligt lagde coronakrisen bag sig og turde se frem mod tiden efter?
  • ISS steg 14 procent efter meddelelse om direktørskifte. Er der kortsigtet yderligere optur i aktien, vil investorerne med rette spørge sig selv? Opturen synes markant, men endnu mere markant er det, at aktien i marts blev presset helt ned under kurs 70. I går sluttede aktien i kurs 109.

Det sker på markederne

USA, slutkurser mandag

  • Dow Jones +3,85 procent
  • S&P 500 +3,15 procent
  • Nasdaq +2,44 procent

Asien, indeks kl. 06.15

  • Japan Nikkei +1,77 procent
  • Hongkong Hang Seng +3,15 procent
  • Kina CSI +0,53 procent