Kære læser,
Velkommen til tirsdagens Business-update fra Berlingske.
I dag skal vi blandt andet forbi en andelsejer i Danish Crown, som er alt andet end imponeret af de forslag, slagterigigantens formand for nyligt har stillet.
Derudover skal vi også runde, hvad der sker med Ørsteds pressede havvindprojekter i USA.
Og sidst men ikke mindst skal vi runde et hjørne af skønhedsindustrien, der er lige til at blive høj af.
Men den helt store nyhed på Berlingske Business i dag var uden tvivl, at regeringen har løftet sløret for deres 2030-plan. Og vi fik travlt på redaktionen, da finansminister Nicolai Wammen præsenterede regeringens plan for, hvordan pengene skal bruges frem til år 2030.
Derfor vil vi da også gerne have, at du bliver hængende og ser på nogle af vores egne historier, nemlig at der ifølge Berlingskes erhvervsredaktør er et par »store bomber« i planen, og at regeringen laver »sporskifte« og afsætter flere milliarder på et centralt område: iværksætteri.
Rigtig god læselyst!
#1 – Partner i Ørsted er et skridt tættere på at gå
Lige nu er Ørsteds amerikanske partner Eversource i fuld gang med at sælge sin ejerandel i flere udfordrede havvindprojekter i USA.
Og nu er en handel tæt på, skriver Børsen:
»Vi har i det væsentligste afsluttet vores kontraktforhandlinger med en køber og fortsat med at gøre gode fremskridt på den front,« lød det mandag fra Joseph R. Nolan, som er administrerende direktør i Eversource.
I flere år har Ørsted samarbejdet med det amerikanske forsyningsselskab Eversource, der ejer halvdelen af de tre pressede amerikanske havvindprojekter.
Men nu ser det altså ud til, at den danske energikæmpe snart skal forholde sig til en ny amerikansk partner.
Læs hele Børsens historie om Ørsteds amerikanske problemer her.
#2 – Formand i slagterigigant under skarp kritik: »Lugter af valgflæsk«
Formanden i slagterigiganten Danish Crown, Erik Bredholt, er nu under skarp kritik.
Han har forslået at fusionere koncernens to bestyrelser og trække ekstern kapital i datterselskaberne.
Men det forslag bliver ikke mødt med positivitet af Martin Lund Madsen, som er slagterikoncernens største andelshaver.
Han mener, at det er yderst kritisabelt, at formanden lancerer »sådan nogle forslag« i dagene op til, at andelshavere skal samles og diskutere virksomhedens forhold:
»Timingen er fuldstændig malplaceret og lugter af valgflæsk,« lyder det fra Martin Lund Madsen.
Læs hele historien hos Finans.
#3 – Skønhed, der er til at blive høj af
Og nu skal vi til historien, som gemmer sig bag dagens overskrift.
Børsen har interviewet en af iværksætterne bag det succesfulde, svenske hudplejemærke MANTLE om at bruge CBD i deres hudplejeprodukter.
Selvom CBD er cannabisplantens ikkeeuforiserende stof, møder iværksætterne stadig folk, der tror, at det er halvulovligt at bruge cannabis i hudpleje.
»CBD er ikke vores solostjerne. Det er én af flere vigtige spillere på holdet,« siger en af iværksætterne bag MANTLE, Stina Lönnkvist.
Læs hele Børsens interview her.
Tre uundværlige fra Berlingske Business
Du har måske allerede set dem, mens du har læst Berlingske i dag, men her er tre historier fra Berlingske Business, som vi mener, at du bør læse:
1. Thomas Bernt: Store bomber i 2030-planen – en af dem er blå
Regeringen har i dag præsenteret sin 2030-plan. I et interview udlægger Berlingskes erhvervsredaktør den store plan, og der er »et par store bomber«, lyder det.
Læs hele Thomas Bernts udlægning af 2030-planen her.
2. Regeringen i »sporskifte« på centralt område: Afsætter flere milliarder og varsler opgør med skatteregler
Udover at have afsat 1,5 milliarder kroner til iværksætterne i de næste år er regeringen nu klar med flere penge i sin 2030-plan. Dansk Industri jubler, men stiller skrappe krav.
Læs hele Berlingskes historie her.
3. Airbnb i problemer i Italien – får beslaglagt milliardbeløb
I går, mandag, fik boligudlejningsgiganten Airbnb beslaglagt et milliardbeløb af italiensk politi på grund af en mulig manglende betaling af italienske skatter.
Læs hele historien her.
Tak, fordi du læste med!
Venlig hilsen
Trine Vester, journalist på Berlingske Business