God eftermiddag og velkommen til tirsdagens udgave af Berlingskes Business-update her fra avisens erhvervsredaktion.

Vi har vanen tro været mediebilledet rundt for at give dig en opdatering af det, der rører sig i mediernes erhvervs- og økonomispalter her til eftermiddag.

Der venter et overraskende karriereskifte fra den tidligere landsholdsspiller Anders Lindegaard, et bud på det afdankede herremagasin Playboy og endnu en grund til bekymring for Europas i forvejen pressede bilindustri.

Lad os bare komme i gang!

#1 – Europas bilindustri er i knæ. Og om få måneder kan det blive endnu værre

Salget af elbiler falder fortsat, konkurrencen fra Kina trækker tænder ud, mens indtjeningen svigter i Europas hårdt prøvede bilindustri. Sådan lyder den dystre melding på forsiden af dagens udgave af Børsen.

Om få måneder bliver det formentlig endnu mindre sjovt at sælge biler for europæiske producenter, der nu også rammes af strengere miljøkrav, som frygtes at udløse bøder på op mod 100 milliarder kroner. 

Bøderne er et forretningsmæssigt selvmål og vil skade europæernes konkurrenceevne, lyder det blandt andet fra K. Venkatesh Prasad fra forskningsinstituttet Center for Automotive Research til Børsen. Imens opfordrer flere EU til at lempe lovgivningen – men det er en dårlig idé, mener grøn tænketank. 

Berlingske dækker også området og har for nylig skrevet om, at de europæiske bilproducenter oplever at få baghjul af særligt Kina på elbilmarkedet.

Samtidig har EU indført en målsætning om, at salg af fossildrevne biler skal ophøre i 2035 på grund af unionens klimamål, hvilket betyder, at europæiske bilproducenter er tvunget til at satse langt mere på salg af elbiler.

#2 – Hugh Hefners søn byder 600 millioner kroner for Playboy-brandet

Der bliver formentlig åbnet færre champagner end nogensinde før i Playboy, der længe har kæmpet med at afsætte sine engang populære magasiner rettet mod et mandligt publikum, som især kædes sammen med opstillede billeder af letpåklædte kvinder.

Det vil den afdøde grundlægger Hugh Hefners yngste søn nu gøre noget ved. Han ønsker nemlig at købe sin fars legendariske virksomhed tilbage, skriver den amerikanske avis The Wall Street Journal.

Mandag indgav den 33-årige Cooper Hefner sammen med en gruppe investorer et bud på 600 millioner kroner for Playboy-brandet. Sønnen ønsker angiveligt selv at blive koncernens administrerende direktør, mens Playboys bestyrelsesformand, Suhail Rizvi, endnu ikke har reageret på meldingerne.

Playboy ligner ikke meget den publikation, som den ældre Hefner grundlagde i 1953. Dengang var det rettet mod et sofistikeret mandligt publikum og var næsten lige så kendt for sin dybdegående journalistik af berømte forfattere som for sine nøgenbilleder. 

Virksomheden blev børsnoteret i 1971 og nåede en markedsværdi på 4,6 milliarder kroner i 1999. Markedsværdien er siden faldet til omkring 365 millioner kroner.

#3 – Tidligere landsholds- og Manchester United-målmand får job hos storbank

40-årige Anders Lindegaard sluttede for to år siden en prominent fodboldkarriere, der blandt andet talte fem landskampe og fem år i den engelske topklub Manchester United.

Karrieren har nu taget en noget anden drejning, idet han har landet et job hos den schweiziske storbank UBS. Det skriver danskeren selv i et opslag på LinkedIn.

Anders Lindegaard har fået en stilling som forretningsudvikler, hvor han skal hjælpe banken med at udvikle et setup, der skal rådgive unge atleter inden for blandt andet formueforvaltning.

Den tidligere landsholdsmålmand lagde støvlerne på hylden i 2022, hvor han takkede af efter fire år i den svenske klub Helsingborg.

Han startede karrieren i OB og fik debut i 2006, men størstedelen af tiden blev brugt på bænken. Efter et succesfuldt ophold i norske Aalesund blev han i 2010 solgt til den engelske storklub Manchester United for cirka 37 millioner kroner.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

A: Opråb fra dansk milliardkoncern i USA: Europa stræber efter perfektion, der forhaler den grønne omstilling – »man kan simpelthen ikke være så naiv«

Berlingske har været i USA, nærmere bestemt energicentralen Texas. Danske og europæiske politikeres tilgang til en grøn energiomstilling er for idealistisk, naiv og langsom – ikke som i USA, hvor de har forstået, hvad der skal til, siger danske topfolk fra teknologikoncernen Topsoe, der fremhæver Biden-regeringens føderale vækst- og klimapakke Inflation Reduction Act (IRA) fra 2022.

Emil Bo Rask var på besøg og har skrevet historien.

B: Ny, usædvanlig tilbagegang i bilsalget i Europa

Mere dårligt nyt på bilmarkedet. For første gang i to år er det samlede bilsalg i Europa gået tilbage to måneder i træk. Augusts store tilbagegang i salg af biler på 18,3 procent er fortsat, og man skal helt tilbage til juni-juli 2022 for at finde to måneder i træk, hvor der blev solgt færre biler i Europa, som i opgørelsen omfatter de 27 EU-lande, Island, Norge, Schweiz og Storbritannien.

Det er Thomas Breinstrup, der skriver historien.

C: Danske energikæmper elsker kulsorte Texas: »De går ikke op i klimaet. Det er business, business, business«

Tilbage i Texas. Her er energi både fortiden, nutiden og fremtiden, og oliestaten er blevet de grønne, danske energivirksomheders nye darling – men bag paradokset gemmer sig en europæisk krisefortælling. Ligesom Draghi-rapporten i sidste måned, siger denne udvikling noget om Europas haltende konkurrenceevne. 

Emil Bo Rask skrev også denne historie.

Tak fordi du læste med!