God eftermiddag til Berlingske Business' læsere!
Denne tirsdag har vi som altid været nyhedsmøllen rundt for at give dig et overblik over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien lige nu.
Lad os komme i gang.
#1 – Kendt erhvervsmand taber milliard i 2022
Fra 2013 og otte år frem steg it-selskabet cBrain mere end 10.000 procent på børsen, hvilket gjorde storaktionær og topchef Per Tejs Knudsen til en af Danmarks rigeste.
Men milliardæren og cBrain blev sidste år ramt af en kursnedtur, og det har sat sine spor i Per Tejs Knudsens personlige selskab Putega Holding, skriver Finans. Et nyt regnskab viser et underskud på 1,1 milliarder kroner.
Det betyder, at den bogførte værdi i holdingselskabet er faldet med omkring 45 procent til 1,4 milliarder kroner.
#2 – It-virksomheds omsætning falder med 200 millioner
En af landets største it-virksomheder KMD fortsætter sin nedtur for toplinjen, skriver Børsen.
Et friskt regnskab for det forskudte regnskabsår 2022/2023 viser en omsætning på 4,1 milliarder kroner, og dermed er der blevet barberet 200 millioner kroner af toplinjen sammenlignet med året før, skriver Børsen.
Dermed viser regnskabet ifølge Børsen, at selskabets top- og bundlinje fortsat er et stykke fra fortidens styrke.
»Det seneste regnskabsår har ikke været en walk in the park for KMD. Vores omsætningsfald skyldes primært et frasalg af forretningsområder og nedgang i omsætning, og vi har derfor løbende året igennem gennemført en stabilisering af kerneforretningen, som gør, at vi kommer ud af regnskabsåret med et mindre, men dog positivt resultat på omtrent samme niveau som sidste år,« lyder det i en skriftlig kommentar fra topchef Per Johansson.
#3 – Statskassen taber på skrantende bilsalg og grøn omstilling
Bilafgifter har typisk været en rigtig god forretning for den danske statskasse, men på to år er indtægterne dykket med næsten 40 procent, svarende til syv milliarder. Det skriver Finans på baggrund af nye opgørelser.
Det er det laveste niveau i mere end ti år. Skatteminister Jeppe Bruus (S) forklarer udviklingen i et svar til Folketingets skatteudvalg med et skrantende bilsalg. Samtidig er der blevet solgt flere, ofte afgiftsfrie elbiler, skriver Finans.
Mens elbiler i 2020 ifølge Finans stod for syv procent af nybilsalget svarende til 14.218 biler, stod det i 2022 for 21 procent af nybilsalget. Det svarer til 30.798 biler.
Tre uundværlige fra Berlingske Business
Skulle du ikke have fået nærlæst Berlingske Business i dag, er her tre artikler, du ikke bør gå glip af.
Disse 200.000 boligejere står til rekordhøj rente på deres lån
Cirka hver syvende boligejer har tirsdag fået et ordentligt gok med rentehammeren. Det er alle med de såkaldte korte rentelån, der får ny rente hvert halve år, som netop har fået fastsat renten for den næste periode. Læs historien her.
Kendt københavnsk slagter raser mod »griske banker«: Det koster en bondegård at skaffe kontanter
Debatten om kontanter i erhvervslivet raser stadig, og nu melder en kendt slagter sig på banen med massiv kritik af »de griske banker«. Jan Lund fra Slagter Lund på Frederiksberg mener, at bankerne tager alt for høje gebyrer, når han – og kolleger i detailbranchen – skal have fat i kontanter. Læs historien her.
Zalando sagsøger EU – vil ikke underlægges samme strenge krav som Google, Amazon og Facebook
De nye, skrappe EU-krav, som 25. august træder i kraft over for store aktører på nettet, ender nu i retten.
Den tyske gigant Zalando, som sælger mode og livsstilsprodukter på nettet, vil nemlig ikke finde sig i at være blevet udpeget som en af de store på sit område af EU-Kommissionen. Det betyder nemlig, at Zalando skal overholde ekstra mange og ekstra stramme regler på linje med giganter som Google, Amazon, Facebook, TikTok og Twitter. Læs historien her.
Tak, fordi du læste med!