Business-update: Seiers milliardstore nedtur risikerer at smadre andre kryptofirmaer

Berlingskes businessredaktion guider dig til dagens vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

Rigmanden Lars Seier Christensen er kommet dårligt fra start med sin kryptosatsning, og nu risikerer han firma Concordium at rive andre kryptofirmaer med ned med tocifret milliardtab. Arkivfoto: Søren Bidstrup Søren Bidstrup

God eftermiddag og velkommen til mandagens Business-update her på Berlingske, hvor vi har været nyhedsbilledet rundt for at give dig et hurtigt overblik over og opdatering på de vigtigste historier i erhvervslivet.

Seier kan rive andre med i nedtur for kryptosatsning

Styrtdyk for Lars Seier-selskab kan sætte sig i alle danske blockchainfirmaer, vurderer ekspert oven på milliardfald i Lars Seier Christensens kryptofirma, Concordium.

Selvom der er potentiale i dele af Concordiums aktiviteter, er usikkerheden forbundet med dem så stor, at alle danske blockchainvirksomheder i sidste ende kan risikere at skulle bøde for et kollaps, siger Roman Beck, der er professor på IT-Universitetet med speciale i blockchainteknologi og digital valuta til Børsen.

Torsdag sendte blockchainvirksomheden Concordium, der er delvist ejet af Lars Seier Christesen, sin første digitale mønt på markedet. Og det sendte selskabets værdi i bund. Concordium faldt fra en værdiansættelse inden noteringen på 28,7 milliarder kroner til en markedsværdi på 6,5 milliarder kroner – et fald i selskabets værdi på knap 80 procent.

43.000 danskere tjener mindre end ny dagpengesats

Mens debatten raser om, hvorvidt regeringens nye, højere dagpengesats vil få ledige til at foretrække sofaen frem for et arbejde og reelt være en hån mod lavtlønnede, sætter nye tal fra Beskæftigelsesministeriet indtil videre punktum for talkrigen, der også er en del af striden.

I alt 43.000 fuldtidsbeskæftigede har en bruttoløn under de 23.000 kroner, som ledige med fast arbejde og flere års medlemskab af en a-kasse vil kunne få i de første tre måneder, hvis de mister deres arbejde. Det fremgår af nye tal til Folketinget, som Finans.dk citerer.

Ser man udelukkende på lønmodtagere over 25 år, falder antallet til 31.000 lønmodtagere. Der er tale om bruttoløn inklusive pension og før arbejdsmarkedsbidrag.

Det er væsentligt færre danskere, end både Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og den borgerlig-liberale tænketank CEPOS hidtil har fremført i debatten.

Canadiske fagforeninger boykotter SAS

Canadas »LO«, Canadian Labour Congress (CLC), som har over tre millioner medlemmer, herunder den canadiske pilotforening Air Line Pilots Association (ALPA), opfordrer nu til national boykot af SAS.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra pilotforeningen, som har piloter fra i alt 17 canadiske flyselskaber som medlemmer.

På grund af pandemien har SAS opsagt 560 piloter. Piloterne bliver ikke genansat, men er blevet opfordret til at søge job i to nye såkaldte bemandingsselskaber på nye vilkår.

»SAS-piloterne bliver i praksis bedt om at starte karrieren i SAS på ny,« lyder det fra piloterne, som beskylder SAS for at omgå lovgivningen om virksomhedsoverdragelser i Skandinavia, skriver det norske digitale medie E24.

Her er fem skarpe bud på historier fra journalisterne på Berlingske Business:

1. Guldfugle nupper ATP-direktør til topjob

Endnu en gang har den stenrige vindmøllefond Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) ansat en tung profil. Denne gang drejer det sig om Bo Foged, der er topchef i ATP, som er Danmarks største investor. Foged fratræder sin stilling senest til sommer og får derefter titel af partner og investeringsdirektør i CIP. Læs nyheden her.

2. Dansk firma gik konkurs med gæld på 500 millioner: Nu er sagen landet hos politiet

I håb om at score den store gevinst investerede en række fodboldikoner og kendte erhvervsfolk for få år siden massivt i teknologifirmaet ACT. Global. De endte dog med en lang næse. For selskabet er gået konkurs med en kæmpe gæld, og sagen er nu landet hos politiet. »Jeg føler mig snydt,« fortæller fodboldlegenden Henrik »Store« Larsen. Læs nyheden her.

3. Hippe motionscykler lignede en coronavinder. Er kæden røget af for grundlæggeren?

Peloton lignede en klar vinder på coronakrisens nedlukninger med sine interaktive fitnesscykler. Nu står grundlæggeren John Foley i rod til halsen, Peloton-aktien er styrtdykket, og Foley er blevet presset til at forlade chefposten, mens rygterne svirrer om et salg af firmaet. Forivrede Peloton sig i jagten på coronagevinster – eller er Foley selv problemet? Læs her.

4. Formand for 3F Ungdom har mistillid til kollegaer, der ikke vil være med i fagforeningen

Morten Ryom er formand for 3F Ungdom og betonarbejder og kender stemningen på en byggeplads. Hvis der er noget, der er vigtigt i en hverdag med tonstunge betonklodser, er det tillid. Og tilliden og fællesskabet hænger sammen med et medlemskab i fagforeningen, siger han. Læs historien her.

5. SAS indkalder hjælp fra Sverige og Norge til at slæbe kufferter

»Vi gør brug af administrativt personale og har indkaldt ledelsen, vi får hjælp fra Stockholm og Norge,« lyder det fra SAS' presseafdeling. Imens fortsætter bagagemedarbejderne deres strejke. Læs nyheden her.