Business-update: Politiet slår til mod ulovlig streamning i stor aktion

Berlingskes businessredaktion viser vejen til de vigtigste historier blandt dagens mange nyheder. Vi skal forbi bilindustrien, SAS og en international politiaktion.

I en større international aktion har pilitiet slået til mod et netværk, som ulovligt tilbød billig adgang til forskellige TV- og streamingtjenester. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lucy Nicholson/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

God eftermiddag og velkommen til denne onsdags Business-update. Her får du seneste nyt om det vigtigste i erhvervslivet og økonomien.

Vi begynder med en branche, der har det svært under coronakrisen.

Bilindustrien rigtig hårdt ramt

Det står slemt til i bilindustrien. I Tyskland blev bilsalget halveret i forhold til samme måned året før. Det samme sker flere andre steder i verden, og situationen er noget nær katastrofal.

Det skriver Finans.dk.

Globalt set kan det være op mod 150.000 job, der er på vej til at forsvinde, da forhandlere på stribe ventes at lukke. Det sker ikke kun på grund af coronakrisen, men også fordi flere og flere er begyndt at gå på jagt efter ny bil på nettet.

Herhjemme har Autobranchen Danmark tidligere været ude og advare om, at hver femte forhandler risikere at gå konkurs. Åbne grænser og ro om bilafgifter kan afbøde faldet, lyder det fra Aurobranchen.

Fyringer på vej i SAS

Der er fyringer på vej i SAS. Selskabet har allerede annonceret en runde med afskedigelser, og samtidig træder selskabet ud af ordningen med lønkompensation den 30 juni.

Det bekræfter SAS over for Børsen.

I slutningen af april meddelte SAS, at op mod 5.000 årsværk skal nedlægges. Det svarer til lidt under halvdelen af medarbejderne. Den fungerende pressechef i SAS Sille Beck-Hansen fortæller til Børsen, at selskabet nu går i gang med forhandlinger med fagforeninger om at finde løsninger.

»SAS står i en krise, der gør det nødvendigt for os at tilpasse virksomheden den nye virkelighed, vi står i, efter coronaen. Det betyder desværre, at vi har en overtallighed blandt vores højt værdsatte medarbejdere. Vi er for mange til for få opgaver,« skriver Sille Beck-Hansen i en kommentar til Børsen.

Hun fremhæver, at selskabet vil gennemføre organisatoriske forandringer på tværs af hele koncernen, og det er SAS nødt til at gøre samtidig i alle tre lande, og derfor træder selskabet ud af ordningen med lønkompensation i Danmark.

»Forlængelsen af ordningen er desværre for ufleksibel,« fremhæver Sille Beck-Hansen.

Thilde Waast,, der er formand for FPU, hvis medlemskreds tæller både piloter og kabinepersonale i en række selskaber, herunder SAS, fremhæver, at den danske luftfart mere permanent kan blive ramt af coronakrisen. Hun understreger, at FPU hele tiden har advaret om, at gode danske job og markedsandele kommer til at gå tabt.

»I værste tilfælde vil vi opleve en stigning i social dumping og mindre grøn luftfart,« fremhæver Thilde Waast.

Politi til angreb på TV-pirateri

I en stor aktion i 16 forskellige lande har politiet slået ned på et ulovligt streaming-netværk med to millioner kunder. Netværket har også tråde til Danmark, hvor tre mænd har fået deres bolig ransaget og er blevet anholdt og sigtet for ulovligt salg af TV-abonnementer og film.

Det skriver dr.dk, der henviser til en nyhed på Anklagemyndighedens website.

I Danmark drejer det sig om en 43-årig mand fra Hvidovre, en 46-årig mand fra Vejle og en 40-årig mand fra Billund.

»Der er tale om et yderst professionelt, internationalt netværk, der har tjent over 100 millioner kroner ved at tilbyde ulovlig og meget billig adgang til TV-kanaler, film samt populære streamingtjenester som Netflix, HBO og Amazon,« siger vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein fra Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK i en pressemeddelelse.

»TV-pirateri er ødelæggende ikke bare for TV- og filmproducenter. Det rammer alle dem, som arbejder med at lave film og TV – f.eks. skuespillere, musikere, frisører og makeupartister – fordi indtjeningen falder voldsomt, når rettighedshaverne ikke får betaling for deres ydelser. Samtidig er ulovlig streaming også grobund for et stort, sort marked, hvor der ikke betales moms og afgifter af indtjeningen, hvilket rammer samfundsøkonomien og os alle,« siger han videre.

Den danske sag udspringer af en sag, hvor spansk politi har optrevlet et netværk, der ulovligt har tilbudt mere end 40.000 TV-kanaler, film, dokumentarfilm og andet ulovligt indhold på internationale servere. Indholdet blev solgt til en langt lavere pris end hos eksempelvis streamingtjenesterne og TV-udbydere.

Her er fem skarpe bud på historier fra journalisterne på Berlingske Business:

1. Danske Bank er blevet politianmeldt for kursmanipulation

Det er Finanstilsynet, der har politianmeldt Danske Bank. Helt konkret har Danske Bank på vegne af sine kunder foretaget handler i markedet, som burde være foretaget uden for markedet. Dermed bliver efterspørgslen og udbuddet pumpet kunstigt op, vurderer landets finansielle vagthund.Derudover har banken ikke haft en markedsovervågning, der var god nok til at opdage manglerne, lyder det. Læs hele Søren Martin Olsens historie her.

2. Ny Skrækprognose fra OECD – værste tilbageslag siden 30erne.

Verdensøkonomien vil skrumpe med seks procent i år, og det er vel at mærke i et optimistisk scenarie. Det vurderer Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) i en ny prognose, der tegner et dystert billede af udsigterne for den globale økonomi. En minusvækst på seks procent forudsætter, at der ikke kommer en anden bølge af coronavirus. Hvis det sker, vil den globale økonomi skrumpe med 7,6 procent i år og kun genvinde en begrænset del af det tabte næste år. Læs historien, som er skrevet af Morten Laugesen her.

3. Iværksætterne bliver yngre og bedre uddannet

Hvem er iværksætterne egentlig? En ny rapport fra Fonden for Entreprenørskab giver en række svar på. Rapporten, der hedder »Iværksætterindblikket«, er en årlig udgivelse, som præsenterer nogle af de væsentligste tal og statistikker inden for dansk iværksætteri. Den nye rapport viser eksempelvis, at der kommer flere iværksættere under 25 år. De er i højere grad også mere veluddannede end tidligere, og så investerer de danske venturefonde mere end tidligere. Læs historien her. Den er skrevet af Sebastian Persson.

4. Boligmarkedet overrasker under corona

Boligmarkedet fortsætter med at overraske positivt. Priserne på både villaer, lejligheder og sommerhuse er steget under coronakrisen, viser nye tal fra Boligsiden. Der er dog små skyer på en ellers flot himmel, og det er stadig for tidligt at afblæse potentielt uvejr på boligmarkedet i andet halvår, påpeger boligøkonom.

»Boligmarkedet fortsætter med at overraske positivt. Både hus, lejligheds- og fritidshusmarkedet oplevede stigende priser i maj, og det er langt bedre, end vi havde turdet håbe på for tre måneder siden, da Danmark blev lukket ned,« siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit. Loues Kastberg har skrevet historien, som du kan læse her.

5. Masselagring af norsk datatrafik får bredt politisk flertal

Trods advarsler fra datatilsynet om, at det tangerer masseovervågning, og meget kraftig kritik fra presseorganisationer, vil et stort flertal i det norske Stortinget give efterretningstjenesten adgang til al elektronisk kommunikation, der krydser den norske grænse, og som nu skal gemmes i 18 måneder. Adgangen er en del af en revision af loven om efterretningstjenester fra 1998. Den mest kontroversielle del er, at alle teleselskaber nu vil blive pålagt at spejle al elektronisk trafik ind og ud af Norge og lagre den i 18 måneder med henblik på, at efterretningstjenesten skal kunne søge i den. Læs Thomas Breinstrups artikel her.