Velkommen til ugens første Business-update fra Berlingskes erhvervsredaktion, hvor du får overblikket over mandagens vigtigste erhvervsnyheder.

Mandag er det blandt andet kommet frem, at fagforeningen 3F og onlinesupermarkedet Nemlig.com har indgået en ny aftale om arbejdsforholdene på varelageret i Brøndby. Begge parter er tilfredse, men er dog stadig ikke nået til enighed om den helt store knast, chaufførerne. Læs mere her.

Boligmarkedet køler lidt af: Nu daler antallet af fremvisninger af sommerhuse og lejligheder

Danskernes appetit på at se på boliger er stilnet en anelse af i maj, viser nye tal fra mæglerkæden Home og Danske Bank, skriver erhvervsmediet Finans.dk

Det er ifølge chefanalytiker i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen endnu et tegn på, at aktiviteten på boligmarkedet er ved at vende tilbage til et mere normalt leje.

»Der er klare tegn på nu, at interessen for at lede efter bolig er faldende, selvom det stadig er højt,« siger Louise Aggerstrøm Hansen til Finans.dk

Ifølge Danske Bank og Home faldt antallet af fremvisninger af hhv. huse, lejligheder og sommerhuse – korrigeret for sæson – med hhv. 5 pct., 9 pct. og 21 pct. i maj i forhold til måneden før.

Pandora-top ud­nyt­te­de dra­ma­tisk kurs­fald og køb­te op: Har sco­ret kurs­ge­vinst på 60 mio. kr.

Og så til historien fra overskriften. Den kommer fra vores kolleger på Dagbladet Børsen, der har kigget på kursudviklingen i smykkeselskabet Pandora.

Da Pandora-aktien sidste forår var langt nede, gik selskabets topledelse i offensiven og satsede stærkt på, at udviklingen nok skulle vende. Alexander Lacik, adm. direktør i Pandora, og hans finansdirektør, Anders Boyer, købte Pandora-aktier for knap 20 mio. kr.

Det var en god beslutning. Det har sikret de to en samlet kursgevinst på mere end 60 mio. kr. på blot 14 måneder.

»Først og fremmest har jeg investeret i selskabet, fordi jeg tror på, at man skal have hånden på kogepladen. Det bør blive set som en tillidserklæring af andre stakeholdere. For det andet så var min vurdering, at Pandora var stærkt undervurderet og derfor en stærk investeringscase,« lyder det fra Alexander Lacik i et svar til Børsen.

Stifter af Vivino stopper som direktør

Heini Zachariassen stopper som direktør for livsværket Vivino.Han kalder det selv for »det rigtige tidspunkt« at overdrage ledelsen af vinappen, der bruges i store dele af verden, skriver BT.

»Da forbrugerne tydeligt begyndte at købe mere vin online igennem det seneste år, føles det som rigtigt at hente en ny leder med de rigtige evner og erfaring til at føre selskabet til næste niveau,« siger Heini Zachariassen i en pressemeddelelse.

Vivino fordoblede i coronaåret 2020 omsætningen, så den rundede 1,5 milliarder kroner.

Her er fem skarpe bud på historier fra journalisterne på Berlingske Business:

1. Hun blev kendt for at bestige verdens højeste bjerg. Nu får én ting under coronakrisen hende til at råbe op: »Vi har siddet derude i total usikkerhed«

Der er udbetalt hjælpepakker for mere end 37 milliarder kroner til nødlidende virksomheder siden coronakrisens begyndelse. De forskellige ordninger har til tider mødt omfattende kritik, men har samtidig været fuldstændig afgørende for dansk økonomi og erhvervsliv. Bjergbestiger Lene Gammelgaard er en af de mange selvstændige, som har kæmpet en hård kamp i systemet.

Læs Sebastian Perssons historie her.

2. Eksplosion i konkurskarantæner skaber bekymring: »Det skal være lovligt at fejle«

I mere end 6.000 sager er erhvervsfolk de seneste år blevet idømt konkurskarantæne, som forhindrer dem i at stå i spidsen for en virksomhed. Men reglerne rammer mange flere, end det egentlig var hensigten, lyder kritikken.

Læs Nikolaj Vorres historie her.

3. Topadvokat efter uheldig tv-optræden: Fik blot et lift i DR-journalisters bil til London

Kammeradvokatens bestyrelsesformand, Boris Frederiksen, er i Advokatnævnet blevet idømt dobbeltbøde i pinlig etiksag om DR-serien »Pengejægerne« – og kritiseres af modpart for at smide en ung kollega under bussen.

Læs Birgitte Erhardtsens historie her.

4. Dansk rejsekoryfæ var på afgrundens rand allerede inden coronakrisen – nu er »Spies-ånden« tilbage med fornyet styrke

For to år siden forberedte Jan Vendelbo sine børn på, at tiden med far i Spies kunne være slut. I dag er han spydspids for atter at sende rejsehungrende danskere sydpå. I mellemtiden har topchefen måttet navigere gennem den vildeste periode i sit liv, der bød på konkurs, sandstorme og en verdensomspændende epidemi.

Læs Emil Bo Rasks store interview med Jan Vendelbo lige her.

5. Derfor er baronesseopgør om historisk slot en sag for Berlingske

De to ejere af det historiske Valdemars Slot på Tåsinge, Caroline Fleming og Louise Iuel Albinus, er havnet i en bitter strid. Selskabet bag slottet er nu sendt til tvangsopløsning. Det er en opsigtsvækkende sag, som handler om penge, magt og følelser. Netop derfor er det noget, Berlingske skriver om.

Læs kommentar om de journalistiske prioriteringer i Berlingske af denne signatur.