God eftermiddag og velkommen til ugens sidste Business-update, der giver et overblik over de vigtigste erhvervsnyheder lige nu.
Jeg har udvalgt dagens fire skarpeste historier fra nyhedsstrømmen, og i dag slutter vi af med debatten om beregningen i De Konservatives 2030-plan, der fortsat raser.
1# – OL-stjerne skal af med et millionbeløb til konkurskonge
Tidligere badmintonstjerne og OL-medaljevinder Mathias Boe skal af med et millionbeløb til landets mest berygtede revisor Johnny Hast Hansen. Det skriver Finans.
Det skyldes, at Mathias Boe i 2019 købte en ejendom i Odense for 4,5 millioner kroner af Johnny Hast, som han kender fra badmintonverdenen.
Ejendommen blev ifølge Kammeradvokaten, der er kurator i Hast Hansens konkursbo, »overdraget til underpris«, hvorfor kurator har sendt et stævningsudkast til badmintonstjernen.
Mathias Boe valgte at indgå et forlig om betaling på 1,5 millioner kroner til konkursboet. Han har dog ingen kommentarer til sagen, lyder det til Finans.
Læs hele historien her.
2# – Energikoncern fordobler prisen for ubegrænset opladning af elbil
Vi bevæger os hastigt videre til en historie hos Børsen, der i dag kan fortælle, at ladeoperatøren E.ON har skruet op for priserne for opladning af elbil.
Samtidig indfører E.ON, der har over 1.600 ladepunkter i Danmark, et midlertidig energitillæg på nogle af virksomhedens abonnementer.
»Efter en lang periode, hvor vi har kæmpet for at holde priserne i ro, bliver vi nu – som mange andre ladenetværk – nødt til at indføre et midlertidigt energitillæg på Drive Free Hybrid og Drive Free,« skriver E.ON på sin hjemmeside.
Kunderne hos E.ON betaler en fast pris for at kunne oplade elbilen ubegrænset, og de kan nu se frem til en stigning på 700 kroner, hvilket svarer til en fordobling af den nuværende pris, som er 649 kroner.
Beslutningen udspringer af de historisk høje energipriser, der lige nu slår hele Europa omkuld. Ladeoperatøren oplyser også, at der er tale om en midlertidig løsning, der løber frem til 31. marts 2023.
Læs mere hos Børsen.
#3 – Firedages arbejdsuge kan blive afgørende for rekruttering
Og nu til historien bag dagens overskrift. Flere danske arbejdsgivere har kastet sig over firedages arbejdsuge. En af dem er Odsherreds Kommune, hvor omkring 300 af kommunens administrative medarbejderne har holdt fri hver fredag siden 2019.
Nu viser et nyt studie, som er det første af sin slags, at der er flere gode grunde til, at det kan være en god idé at indføre en kortere arbejdsuge. Det skriver Finans.
Den firedages arbejdsuge har givet medarbejderne i ovennævnte kommune mulighed for at nå flere praktiske ting, mens det ligeledes har været med til at sikre bedre rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.
»Odsherreds Kommune lykkes rigtig godt med den fire dages arbejdsuge, fordi kommunen bruger den til at give medarbejderne mere hele liv. Det er den værdi, som bærer den kortere arbejdsuge. Det afgørende for et bedre arbejdsliv er ikke de fire arbejdsdage, men kommunens øgede fokus på at sikre den rette balance mellem privat- og arbejdsliv.«
Det fortæller Henrik Lund, der er lektor ved Center for Arbejdslivsforskning på Roskilde Universitet og en af forskerne bag studiet.
Han håber, at flere danske virksomheder vil eksperimentere med flere fleksible mødetider og ikke mindst en kortere arbejdsuge.
Læs hele historien hos Finans.
#4 – Tyskland overtager kontrollen med russisk olieraffinaderier
I takt med den eskalerende energikrig mellem Rusland og resten af Europa, har den tyske regering nu overtaget kontrollen med tre olieraffinaderier, der er ejet af det russiske olieselskab Rosneft.
Det skriver Financial Times.
Den tyske kansler, Olaf Scholz, vil med tiltaget forsøge at beskytte den tyske økonomi mod virkningerne af et internationalt forbud på russisk råolie, der har til formål at fratage Vladimir Putin indtægter til finansiering af krigen i Ukraine.
Forbuddet træder i kraft i løbet af december, skriver erhvervsmediet.
Tre uundværlige fra Berlingske Business:
Du har måske set dem, mens du har læst Berlingske i dag, men her er tre historier fra Berlingske Business, som vi synes, at du skal læse.
A: Erhvervsminister Simon Kollerup (S) vil have det »frem i lyset«, hvis virksomheder udnytter inflationen til at hæve priserne unødigt. Der findes bare ingen dokumentation for, at det foregår, har hans eget ministerium påpeget. Det blev dog udeladt i både pressemeddelelse og ministerens talepapir.
B: Dansk Metals stormagtsdrømme i luften og tilnærmelser til Ryanair truer ikke blot med at torpedere sommerens aftale mellem SAS og piloterne. Det udstiller også kynismen hos det magtfulde fagforbund. Det skriver Berlingskes nyhedschef Simon Bendtsen.
C: Fredag er endnu en skidt dag på det danske aktiemarked. Dagen har foreløbig budt på et dyk på lige over to procent for C25-indekset på Københavns Fondsbørs. Frygten for en global recession er stor, og investorerne har lige skullet lære, at opstramningerne af pengepolitikken fra centralbankernes side er kommet for at blive.
Og til slut skal vi et smut forbi striden om De Konservatives 2030-plan.
I snart to uger har Socialdemokratiet og De Konservative skændtes om konsekvenserne af De Konservatives økonomiske plan. Men nu har Information nyt i sagen.
Det viser sig nemlig, at Finansministeriet slet ikke har regnet på De Konservatives 2030-plan
Og det har fået De Konservatives Mona Juul til tasterne på Twitter:




