Business-update: Nigeriansk it-milliardær køber dansk fodboldklub

En ikonisk dansk fodboldklub er blevet købt af en it-milliardær fra Nigeria. Forbrugerrådet Tænk uddeler tæsk til danske elselskaber. Og den svenske fintech-bank Klarna, hvor en dansk milliardær er storaktionær, er blevet meldt til myndighederne. Velkommen til dagens Business-update.

Aarhus Fremads fans er kendt for deres kreative slagsange om blandt andet den tyske filosof Friedrich Nietzsches budskaber. Nu får klubben, der i efteråret slog Brøndby ud af pokalturneringen med en sensationel 4-0-sejr, ny ejer. Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Godeftermiddag og velkommen til eftermiddagens Business-update.

I dag kan du læse om hård kritik af danske elselskaber, problemer med stress og angst hos Anders Holch Povlsens svenske fintech-komet, og til sidst en historie fra dansk fodbold, der lyder som en for tidlig aprilsnar.

Jeg vil desuden anbefale dig tre gode historier fra vores egne journalister her på Berlingske Business.

God læselyst!

#1 – Drøje hug til elselskaber fra Forbrugerrådet Tænk

Mange elselskaber holder afgørende oplysninger skjult for elkunderne, der derfor risikerer at takke ja til et dårligt tilbud.

Det skriver Finans på baggrund af en ny undersøgelse af 37 elselskabers variable elaftaler, som Forbrugerrådet Tænk står bag.

»Vi har ikke tidligere testet et så kompliceret og uigennemskueligt marked, hvor priser er noget, man skal søge langt og længe efter,« siger direktør Mads Reinholdt til erhvervsmediet.

Variable elaftaler er aftaler, hvor prisen på de leverede kilowatt-timer følger udsvingene i markedsprisen på elbørsen. Derfor er det vigtigt at vide, hvor meget selskaberne lægger oven på markedsprisen på den indkøbte el – det såkaldte spottillæg.

Men i Forbrugerrådet Tænks nye undersøgelse oplyser 20 af de 37 elselskaber ikke om spottillægget på deres hjemmesider, mens fem selskaber kategorisk har afvist at oplyse størrelsen på tillægget.

Læs hele historien her.

#2 – Bestseller-ejers fintech-komet meldt til myndig­heder

Bankafdelingen i den svenske fintech-komet Klarna, hvor Anders Holch Povlsen er storaktionær, er ramt af massive problemer med overanstrengte og stressede medarbejdere, mener en sikkerhedsrepræsentant fra fagforeningen Unionen.

Derfor anmoder fagforeningen nu den svenske arbejdsmiljøstyrelse om at gribe ind.

Det skriver det svenske medie Dagens Industri.

»Medarbejderne føler sig overanstrengte, stressede, udmattede. Mange kommer dagligt på arbejde med angst og bekymring, og mange er langtidssygemeldte på grund af udmattelse,« skriver sikkerhedsrepræsentanten ifølge Dagens Industri.

Klarna har haft massiv succes som en af de første virksomheder, der har udbredt de såkaldte »køb nu, betal senere«-lån, hvor forbrugere kan købe småting på afbetaling.

Læs historien her.

#3 – It-milliardær fra Nigeria køber sig ind i Aarhus-klub

Den ikoniske fodboldklub Aarhus Fremad har fået ny ejer. Og han er fra Nigeria.

Shola Akinlade, 38 år, har således købt 55 procent af klubben, der har base på Risvangen i det nordlige Aarhus. Han bor i dag i North Carolina, USA, efter at han efter eget udsagn er blevet milliardær på at sælge en it-virksomhed.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Ifølge Aarhus Fremads direktør, Lars Kruse, var det Shola Akinlade, der fandt Aarhus Fremad. En dansk bekendt blev spurgt af it-milliardæren, om han ikke havde et godt råd til, hvilken klub han kunne investere i. Han ledte nemlig efter én.

Og her faldt valget altså på Aarhus Fremad, der til daglig ligger i toppen af 2. division, den tredjebedste række i dansk klubfodbold.

Læs hele historien og Stiftens interview med Lars Kruse her.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

Du har måske allerede set dem, mens du har læst Berlingske i dag, men her er tre historier fra Berlingske Business, som vi synes, at du bør læse.

A: Verdens største pengetank advarer: Recessionen kommer – og denne gang er der ingen redningsmand

BlackRock forudser, at der kommer en recession i 2023, men er i uenig i finansmarkedets vurdering af, at Federal Reserve vil begynde at sænke renten for at redde økonomien.

Læs Sara Sjølins historie her.

B: Verdens største kryptobørs anklages for ulovligheder

Binance og den kinesiske topchef sagsøges af den amerikanske børstilsynsmyndighed for at have betjent amerikanske kunder uden at have tilladelse til det.

Thomas Breinstrup har skrevet historien, der kan læses her.

C: Bonusskandale dækker over både grådighed og dumhed – løsningen er gribende enkel

De seneste ugers intense dækning af bonusballaden afslører, at de demokratiske virksomheder ikke har noget at lade finanssektoren høre, når det gælder både grådighed og dumhed, selvom politikeren Pelle Dragsted og ekspolitikeren Jens Stenbæk gerne vil lade som om.

Læs den spidse kommentar fra erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen her.

Tak, fordi du læste med!