Godeftermiddag og velkommen til onsdagens Business-update her på Berlingske.
Vi har været nyhedsbilledet rundt for at give dig et overblik over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien lige nu.
God læselyst.
#1 – Nu tjener advokater mere end bankfolk på Wall Street
Advokaterne på Wall Street tjener nu mere, end bankfolkene gør.
Det skriver The Wall Street Journal, der har talt med flere end 30 eksperter i kompensation, bankfolk samt advokater og har kigget løndata for mere end 15 år igennem.
Ansatte i banker, der har lederposter, men som ikke er en del af topledelsen, tjener i gennemsnit mellem en million dollar og to millioner dollar om året. Det er nogenlunde uændret fra, hvad lønnen var for to årtier siden.
Såkaldte equity partners i topadvokatfirmaer, altså partnere, der ejer aktier, kan til gengæld tjene omkring tre millioner dollar eller mere om året. Det er det tredobbelte af, hvad de tjente for 20 år siden. Der er dog en elite af advokater, som tjener over 15 millioner dollar om året, skriver The Wall Street Journal.
#2 – Kun et EU-land er dyrere end Danmark
Danmark er et af verdens dyreste lande at leve i, skriver Finans på baggrund af nye opgørelser fra Eurostat.
Blandt de 27 EU-lande er det kun Irland, der samlet set har priser, som er endnu højere end de danske. I en række kategorier af varer og serviceydelser har Danmark de højeste forbrugerpriser i EU.
Det fremgår, at det samlede prisniveau i Danmark i 2022 var 44,5 procent højere end det gennemsnitlige prisniveau i de 27 EU-lande. I Irland var priserne samlet set 46,4 procent højere end EU-gennemsnittet.
Danmark har blandt andet de højeste fødevarepriser i hele EU.
#3 – Iværksættere tjente formue på sexshop. Nu taber de stort millionbeløb på aktier
Duoen Mathilde Mackowski og Tonny Andersen har haft stor succes med at forvandle sexlegetøj til guld, men på aktiemarkedet er det en helt anden sag.
Nye regnskaber fra deres holdingselskaber afslører ifølge Børsen, at de to iværksættere sidste år måtte tage store milliontab. Tabene kommer efter et 2021, hvor de begge skovlede penge ind efter salget af virksomheden Sinful.
Størst er tabet hos Tonny Andersen, der realiserer et underskud på 48 millioner kroner i 2022, mens Mathilde Mackowski samme år taber 22 millioner kroner.
#4 – Lille energihandler fra Aarhus bliver forgyldt
Fra 0 til 108 millioner kroner før skat.
På blot en håndfuld år har fem aarhusianske tradere med en fælles fortid hos Danske Commodities præsteret at få stablet en virksomhed på benene, der i det kaotiske år på energimarkederne i 2022 formåede at tjene mere end 20 millioner kroner pr. medarbejder.
Det skriver Finans.
Virksomheden oplyser ikke deres omsætning, men bruttofortjenesten var 117 millioner kroner i 2022, og egenkapitalen voksede hele 69 millioner kroner til 147 millioner kroner.
»2022 kommer nok ikke til at gentage sig foreløbigt, men det er heller ikke sådan, at det var ud over al forventning. Når vi handler intraday, sker det jo dag for dag, hvor du handler en masse gange. Resultatet er opbygget på baggrund af 365 dages præstation,« siger partner Khalil Abouardini til Finans.
Tre uundværlige fra Berlingske Business
Skulle du ikke have fået nærlæst Berlingske Business i dag, er her tre artikler, du ikke bør gå glip af.
Morten Messerschmidt så frem til »sandhedens time«. Nu er den her – men han stiller ikke op
I årevis har Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, opfordret danskerne til at følge i briternes fodspor og forlade EU. Men i lyset af Storbritanniens katastrofale økonomiske situation vil han ikke svare på, om det stadig er en god idé.
Læs mere om DF-formandens spådomme her.
Historisk svag krone tvinger norske renter kraftigt i vejret
Norges Bank slog til med en renteforhøjelse på et halvt procentpoint, og dermed er den toneangivende norske rente på det højeste niveau siden 2008. Inflationen er fortsat alt for høj, men det er ikke mindst den svage krone, der nu volder alvorlige hovedbrud for centralbanken. Det helt afgørende spørgsmål er, hvorfor kronen er så svag. Svaret kan være noget, som nordmændene ikke lide.
Rentehammeren falder i Tyrkiet. Men rejsen mod »normal« er først lige begyndt
Hvad er definitionen på en fuser? Den tyrkiske centralbank har sat renten op til 15 procent, men det var ikke så meget, som de finansielle markeder havde forventet. Der er en kursændring undervejs i præsident Erdogans økonomiske politik, men ingen tør stole på, at præsidenten for alvor har kastet alle sine hjertebørn ud ad vinduet.
Så får du ikke mere for den 25-øre. Tak, fordi du læste med!




