God eftermiddag og velkommen til en Business-update her på Berlingske. Vi har taget et nøje kig på nyhedsbilledet for at bringe dig et overblik og indblik i de vigtigste erhvervsnyheder det seneste døgn.
Vi kan fortælle om, at Rusland delvis åbner for børsen torsdag, efter markedet har været lukket i en måned. Derudover bliver der nu sået tvivl om betydningen bag Concordiums nye samarbejde. Og derudover er der dårligt nyt for lejerne, hvor prisen grundet efterspørgsel har taget et markant hop i februar.
Concordiums storslåede partnerskab med firma uden kunder
På Børsen kan de fortælle, hvordan Lars Seier Christensens firma Concordium har indgået partnerskab med en virksomhed, som nu viser sig at være en enkeltmandsvirksomhed med en omsætning på lige præcis nul kroner.
Firmaet Gamer’s Gold har endnu ikke lanceret et produkt på markedet, men ifølge Steffen Kirkegaard, stifter og administrerende direktør, er deres plan at lancere en play to earn-platform. Det vil indebære, at folk kan gamble med penge i computerspil.
Derfor vurderer flere eksperter nu, at den pressemeddelelse, som blev sendt ud tidligere på måneden, måske i virkeligheden har oversolgt vigtigheden af samarbejdet. Derudover nævnes det i artiklen, at forholdene hos Gamer’s Gold er et tillidsbrud over for Concordiums investorer.
Caspar Rose, advokat og lektor for Corporate Governance ved CBS, udtaler til Børsen, at »der er ikke noget, der viser, at Gamer’s Gold har de muskler, der skal til for at løfte den opgave, der lægges op til i pressemeddelelsen. Det er lidt tankevækkende«.
Lone Fønss Schrøder, administrerende direktør i Concordium, har i et mailsvaret til Børsen skrevet »vores relation til Gamer’s Gold bygger på et såkaldt grant – et legat – og en introduktion til vores teknologiske platform. Det ligger i selve blockchain-teknologiens dna at være frontrunners og visionære. Her støtter vi op om såvel små virksomheder, der kan blive fremtidens disruptors, og store virksomheder, hvor blockchain kan indgå i en allerede etableret forretningsmodel«.
Efterspørgsel presser huslejepriserne i vejret
Og vi går videre til Finans, som skriver om, at der er en øget efterspørgsel efter lejeboliger.
Særligt de mindre boliger er eftertragtede, og ifølge tal fra Boligportal er kvadratmeterprisen for en etværelses steget med 200 kroner per år fra 1. januar 2017 til samme dato 2022.
Derudover er der sket et kæmpe prishop i februar måned, og prisen er steget med yderligere 300 kroner i den måned alene.
Ifølge Anders Hyldborg, administrerende direktør i Boligportal, er der en stigende interesse i at bo på færre kvadratmeter, og det er særligt unge mennesker og singler, der flytter ind i lejlighederne i byerne. Det fortæller han til Finans.
Rusland åbner delvis for børsen
Rusland har haft lukket for deres børs siden 25. februar – altså i en måned. Men nu skriver det amerikanske medie Wall Street Journal, at landet satser på en delvis åbning torsdag.
Det har været et problem for flere investorer, at de ikke har haft mulighed for at frasælge deres aktier. Efter invasionen af Ukraine har flere investorer, blandt andet de danske pensionskasser, haft en modvilje til at lægge deres penge i det russiske marked.
Det forventes, at en genåbning vil få russiske aktier til at styrtdykke. Dagen inden invasionen og den sidste åbne dag for aktiemarkedet, faldt det russiske aktieindeks med en tredjedel.
Lige nu er der diskussioner om, hvordan genåbningen kommer til at udspille sig. En mulig plan bliver, at aktiemarkedet bliver splittet i to – et marked for russiske investorer, og et for de udenlandske. Den russiske centralbank annoncerede tidligere i dag, at det bliver muligt at handle med 33 ud af de 50 inkluderet i aktieindekset MOEX.
Her er fem bud på skarpe historier fra Berlingskes egne erhvervsjournalister.
1. Bestyrelsesformand indgik hemmelig kontrakt med sin fyrsteligt lønnede direktør: »I særklasse alvorligt«
Sagen om den halvoffentlige fond Dansk Standard har taget en ny og overraskende drejning. Erhvervsstyrelsen har tidligere boret i sagen om direktørens skyhøje løn og coronabonus på i alt 7,4 millioner kroner. Nu har fondens revisorer opdaget en hemmeligholdt direktørkontrakt.
Læs artiklen af Birgitte Erhardtsen og Vibe Hyltoft her.
2. Pensionskasser har tabt milliarder i Rusland. Men hvad betyder krigen for din opsparing?
De danske pensionsselskaber er flygtet ud af deres russiske aktiver med milliardtab til følge. Pensionsekspert sætter ord på, hvad tabet egentlig betyder for den enkelte pensionsopsparer.
Læs artiklen af Julie Søltoft her.
3. Krigen i Ukraine gør dit morgenbrød dyrere
Stigende energipriser, hvedepriser på himmelflugt og mangel på arbejdskraft presser bagerne. Bagerier varsler nu prisstigninger på otte-ti procent på alle varer.
Læs artiklen af Mia Fallentin her.
4. Teknologigiganter er nærmere drømmemålet om at sige farvel til kodeord
I fællesskab har de nu udviklet en standard for, hvordan man bekræfter sin identitet og få adgang uden at skulle bruge kodeord. Men det bliver en lang og sej kamp, før de fleste er med på vognen.
Læs artiklen af Thomas Breinstrup her.
5. Største fald nogensinde – danskerne ser sort på deres egen økonomi
På trods af forårets komme og mundbindets forsvinden er der ingen sprudlende begejstring i de danske husholdninger. Forbrugertilliden faldt kraftigt i marts, og dermed udgør forbrugerne yderligere en risiko for udsigterne for dansk økonomi i år. Der er dog en række formildende omstændigheder.

