Godeftermiddag og velkommen til dagens update her fra Berlingske Business.
Vi har været en tur rundt i medielandskabet for at give dig overblikket over, hvad der rører sig i økonomien og erhvervslivet denne vindblæste eftermiddag.
Vi begynder med de nye boligskatter.
1. Over halvdelen af danskerne er ikke bevidste om konsekvenserne ved nye boligskatter
Rigtig mange danskere ved ikke, hvordan de nye boligskatter, der trådte i kraft 1. januar, egentlig kommer til at påvirke deres privatøkonomi.
Det viser en ny undersøgelse, som Voxmeter har lavet på vegne af Arbejdernes Landsbank, skriver Finans.
Kun én ud af ti boligejere svarer således »helt enig« i, at de har et godt kendskab til de konkrete konsekvenser, de nye skatter har på deres privatøkonomi.
2. USA blokerede for eksport af hollandske mikrochip til Kina
Den hollandske mikrochip-producent ASML påstår, at den hollandske regering har blokeret for eksporten af visse maskiner til Kina.
Det skriver Reuters.
Efter USA har indført restriktioner mod Kina for at begrænse landets egen produktion af mikrochip, har også den hollandske regering siden september 2023 begrænset eksporten af visse maskiner.
Og ifølge ASML har den hollandske regering altså nu tilbagetrukket eksportlicenserne til en række maskiner.
Nu frygter virksomheden, at yderligere amerikanske sanktioner vil påvirke indtjeningen. ASML-aktien er også faldet omkring 2,5 procent efter nyheden.
3. Den kommende konge skal træffe valg om nye mønter
Det er mindre end et år siden, at der kom nye mønter prydet med dronning Margrethes kontrafej, men Nationalbanken er klar til at sætte gang i produktion af nye mønter.
Hvis altså den nye konge ønsker det.
Det er nemlig kronprins Frederik, der skal beslutte, om der skal udstedes en ny mønt, oplyser Nationalbankens presseafdeling til Børsen.
»Det er først en proces, der kan sættes i gang, efter at kongen er tiltrådt,« skriver de.
Der er tradition for, at mønterne med den højeste værdi er dekoreret med et billede af landets regent, mens de resterende mønter – bortset fra 50-øren – er prydet med dronningens monogram.
Tre uundværlige fra Berlingske Business
A: X styrtdykker i værdi efter Musks overtagelse – nu tales der igen om mulig konkurs
Værdien af det sociale medie er styrtdykket som følge af især hovedejerens voldsomme udfald, senest mod de største annoncører, som nu boykotter X. Analytikere udelukker ikke en konkurs.
Læs mere her.
B: Dansk elafgift er Europas højeste – nu stiger den yderligere
Elafgiften, som for et år siden blev midlertidigt afskaffet på grund af de skyhøje energipriser, er netop steget med 9,2 procent.
Bliv klogere på tallene her.
C: Berlingske gør sommetider ondt på sine mest trofaste læsere – hr. Møller skulle have taget det pænere
Det er på godt og ondt Berlingskes sjæl at skrive de historier, som ingen ønsker frem. Hvis vi ikke gjorde det, ville vi ikke have lært noget af Berlingskes egen 275 år lange fortid – og mindst af alt af traumerne fra Anden Verdenskrig, skriver Berlingskes erhvervskommentator Thomas Bernt Henriksen.
Læs hele kommentaren i anledning af Berlingskes fødselsdag her.
Tak, fordi du læste med!