Business-Update: Kendt for høje millionlønninger og dyre firmabiler i nordsjællandsk forsyningsselskab – nu er han fyret

Berlingskes businessredaktion guider dig til fredagens vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

Adm. direktør i Hillerød Forsyning, Søren Støvring, stopper, efter at det er kommet frem i en lokal podcast, at han fik høje millionlønninger og kørte i Mercedes og Jaguar som firmabiler. I pressemeddelelsen angives dog en »række politiske udmeldinger« som årsag. PR-foto: Martin Solyst Fold sammen
Læs mere

Velkommen til ugens sidste Business-update på en eftermiddag, hvor de landsdækkende coronarestriktioner er blevet forlænget frem til 13. december.

Men der sker også andet, som ikke har med coronapandemien at gøre i øjeblikket. Vi skal både høre om en tøjkæde, der er reddet fra konkurs, om en topchef, der har mistet jobbet efter afsløringer af blandt andet dyre firmabiler. Og så slutter vi af med en overflyvning over de Business-historier, du skal nå at have læst, inden du går på weekend.

Tøjkæde reddet fra konkurs på målstregen af ejere og kreditorer

En redningskrans med frisk kapital blev torsdag kastet ud af ejerne bag den danske herretøjskæde Bertoni, der dermed kom helskindet igennem den rekonstruktion, som tøjkæden så sig nødsaget til at gå i 2. oktober. Det skriver Børsen.

I skifteretten i Aarhus stemte et flertal af kreditorerne i Bertoni for forslaget om at slette 85 procent af tøjkædens samlede gæld på 24 mio. kr. Derved slipper tøjkæden for at betale omkring 3,6 mio. kr., som ellers skulle have været finansieret af kapitalfonden Vektor Kapital. Vektor overtog Bertoni for ti mio. i 2017.

Kapitalfondens investering i Bertoni er ikke gået som håbet, og flere gange har Vektor Kapital kastet millioner af kroner i herretøjskæden, skriver Børsen. Adm. direktør i Vektor Kapital Lars Langelund Jørgensen, siger til erhvervsavisen, at kapitalfonden har været åben for et potentielt salg af Bertoni, men at det ikke er lykkedes. Tøjkæden er dog fortsat til salg.

Dyre luksusfirmabiler og millionlønninger fælder topchef

Hillerød Forsyning, der gennem et stykke tid har været i vælten, har fyret sin direktør, Søren Støvring.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse fredag ifølge Finans.dk.

Fyringen kommer, efter at den kommunalt ejede virksomhed har mødt kritik, efter at en lokal borger i podcast afslørede, at selskabet har betalt høje millionlønninger til den øverste ledelse. Det blev afsløret af Rasmus Visby, hvordan Hillerød Forsyning blandt andet har forsynet ledelsen med store firmabiler som for eksempel en Jaguar og en Mercedes. Sagen blev udrullet i Rasmus Visbys podcast.

Beslutningen er truffet på et ekstraordinært bestyrelsesmøde, og nu vil bestyrelsen gå i gang med at finde hans afløser. Årsagen er dog ikke umiddelbart de høje lønninger og dyre biler, men at flere politiske udmeldinger har »skabt tvivl om den politiske opbakning til den daglige ledelse«.

»Der er intet i denne beslutning, der ændrer på den strategi eller de mål, som Hillerød Forsyning har på de enkelte forsyningsområder, ligesom alle nuværende planer og projekter fortsætter som hidtil,« siger bestyrelsesformand Klaus Markussen ifølge Finans.dk i pressemeddelelsen.

Du kan læse hele historien om Rasmus Visbys afdækning af Hillerød Forsyning her.

Her er fire skarpe bud på historier fra journalisterne på Berlingske Business:

Regeringen håbede på hurtig aftale om elbiler – nu har Morten Bødskov i stedet kastet håndklædet i ringen

Hvordan skal bilafgifterne se ud de næste mange år? Partier uden om regeringen kræver mere støtte til elbiler, end regeringen vil være med til. Nu har et slagsmål om, hvor pengene skal komme fra, fået skatteminister Morten Bødskov (S) til at opgive at få en aftale i hus og i stedet sende forhandlingerne over i Finansministeriet.

Det skriver Berlingskes journalist Jonas Rimer Hansen.

Overdommerne har talt: Tidens Skipper Clement beholder hovedet

Berlingske Business' overdommere, journalist og kommentator Birgitte Erhardtsen og erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen, har igen kigget på ugens vindere og tabere. Nordjyskes nye ansvarshavende chefredaktør bliver kåret til en vinder, fordi han på lederplads spurgte, hvornår København, der har langt højere smittetal en Nordjylland, bliver lukket ned. Nu har han sejret som bondeoprøreren Skipper Clement i 1500-tallets Jylland, dog uden at få hugget hovedet af, skriver overdommerne. Regeringen annoncerede nemlig torsdag, at de fleste restriktioner droppes i syv nordjyske kommuner.

Tidligere inkassofolk: Danske Banks gældssager var »noget makværk«

Små lokale erhvervsdrivende havde bedre styr på deres gældssager end Danske Bank, siger tidligere inkassokonsulenter, der opkrævede gæld på vegne af storbanken, til Berlingskes tre undersøgende journalister, Michael Lund, Eva Jung og Lars Nørgaard Pedersen.

Nu er salget af ejerlejligheder gået amok

Rigtigt mange danskere har været på boligjagt under coronakrisen. Mens det i første omgang især var sommerhusene, der gik som varmt brød, er turen nu kommet til ejerlejlighederne. I oktober slog salget rekord igen, fortæller Berlingskes privatøkonomiske journalist, Louise Kastberg.

Nyhedsbrevet er opdateret fredag kl. 19.06 med oplysninger og link til artikel om kilden til afdækning af sagen om Hillerød Forsyning.