Godeftermiddag og velkommen til endnu en businessupdate, som giver overblik over de vigtigste erhvervsnyheder lige nu, så du kan gå velinformeret og opdateret ud og nyde solen efter fyraften.
En ny kæmpefond vil jagte blandt andet grønne investeringer i Danmark, skriver Børsen. Det er amerikansk-britiske Giant Ventures, som over de næste ti år vil investere over seks mia. kr. i vækstvirksomheder med fokus på klima og andre samfundsrelaterede problemer.
»Vi vil investere i startups, der er drevet af et større formål og benytter sig af teknologi til at løse nogle af verdens meste kritiske udfordringer i forhold til klimaet og samfundet,« forklarer medstifter og ledende partner Cameron McLain.
Han begrunder det med, at Danmark er et land, der går forrest, når det handler om bæredygtig kapitalisme og den grønne dagsorden.
Michael Laudrups vinforretning ramt af coronakrisen
Det danske fodboldikon Michael Laudrup har i sin vinforretning mærket konsekvensen af covid-19, skriver Finans. Han ejer Laudrup Vinimport i selskab med Per Kristensen Buhl, der er adm. direktør i selskabet.
Bruttofortjenesten er steget i forhold til det seneste regnskabsår, og bundlinjen er i plus, men hos ledelsen er der alligevel ikke udpræget tilfredshed med resultatet. Regnskabsår har nemlig givet et overskud på 415.226 kroner, mens der var budgetteret med 1,5 mio. kroner.
»Dette er ikke så tilfredsstillende, men det har også været et år, hvor vi har haft flere udfordringer, end vi selv havde forventet,« skriver ledelsen.
De fleste steder er boliger historisk billige at købe og eje – men ikke her
Ser man alene på prisskiltet, kan det forekomme ekstremt dyrt at få en fod ind på boligmarkedet. Men faktisk er det historisk billigt at købe og eje en bolig, påpeger cheføkonom i ny analyse, som vi selv skriver om på Berlingske. En bestemt del af boligmarkedet er dog undtaget, og igen er der fokus på de københavnske lejligheder.
Drømmer man om en ejerlejlighed i København, skal man nemlig indstille sig på, at det er blevet dyrere. På den del af markedet er priserne steget næsten 85 procent, hvilket betyder, at boligbyrden i dag ligger omkring otte procent over det historiske gennemsnit.
Her er fem skarpe bud på nyheder og analyser fra journalisterne på Berlingske Business:
Danmarks største
Se listen: Her er Danmarks 1.000 største virksomheder i 2020 målt på omsætning.
Danmarks største virksomheder stod stærkt, da coronakrisen slog ned
De seneste år har fremgangen i dansk erhvervsliv været bredt funderet, viser Berlingskes store, årlige analyse af økonomien i Danmarks 1.000 største virksomheder. Nu har coronakrisen ændret erhvervslivets grundvilkår og skabt et A- og B-hold, lyder vurderingen.
Fire ud af fem vil hæve feriepengene
Blandt danskere med indefrosne feriepenge har 81 procent planer om at hæve dem. Det viser en ny undersøgelse, som også giver indblik i, hvad danskerne har tænkt sig at gøre med pengene. Kvinder og mænd har ikke helt samme planer.
Nye sommerhusregler kan høvle 14 procent af lejeindtægterne
Det kan blive rigtig dyrt for mange af de danske sommerhusejere, hvis regeringen ender med at indskrænke mulighederne for udlejningen. Indtægterne fra udlejningen af et sommerhus kan falde med 14 procent, og det vil få betydning for priserne på sommerhuse.
Frontfigur om sexisme i konsulentbranchen: »Det er fuldstændig uacceptabelt«
Han Henrik Beck, der er managing partner i konsulenthuset Bain, har selv været med til at bortvise flere medarbejdere på grund af sexisme gennem tiden. For ham er den slags opførsel »fuldstændig uacceptabelt.«