God eftermiddag og velkommen til endnu en Business-update, som giver overblik over de vigtigste erhvervsnyheder lige nu, så du kan gå velinformeret og opdateret ud og nyde din fyraften.

Vi begynder med en jysk bank, der gerne ville have betalt et meget stort udbytte efter et godt år.

Ringkjøbing Landbobank får nej fra Finanstilsynet

Ringkjøbing Landbobank har haft et rigtig godt år i 2020. Derfor ville bankens administrerede direktør, John Fisker, udlodde store dele af bankens overskud til aktionærerne, men det har Finanstilsynet sagt nej til. Resultatet er, at kun halvdelen af overskuddet bliver udloddet.

Det skriver finans.dk.

Ifølge John Fisker ville banken gerne have udloddet 65 procent af overskuddet, men lige før jul kom en henstilling fra Finanstilsynet. Derfor får aktionærerne 460 millioner kroner i udbytte. Det svarer til syv kroner pr. aktie. Herudover får aktionærerne 255 millioner kroner i forbindelse med et nyt aktietilbagekøbsprogram.

Boozt sætter konkurrenterne til vægs

Den svenske online modetøjsplatform Boozt har kronede dage på børsen. Det skriver borsen.dk.

Siden starten af februar sidste år er aktiekursen strøget i vejret med op mod 282 procent. Det er sket i en tid, hvor coronakrisen har ramt både økonomien og aktiekurserne. Britiske Asos og tyske Zalando er Boozt to største konkurrenter, men de slet ikke haft nogle lige så gode dage på børsen, selv om de dog også har haft pæne afkast.

Asos-aktien har givet et afkast på 62 procent siden starten af februar, mens Zalando har givet et afkast på 118 procent.

Jack Ma indgår ny aftale med de kinesiske myndigheder

De kinesiske myndigheder har indgået en aftale med Ant Group Co. om en rekonstruktionsplan, der vil gøre koncernen til et finansielt holdingselskab. Det vil sige, at koncernen vil står over for de samme kapitalkrav som bankerne. Det skriver Bloomberg.

Ant Group står bag betalingsplatformen Alipay og den er en del af af den kinesiske Alibaba Group, som Jack Ma står bag. Alibaba Group ejer omkring en tredjedel af Ant Group.

Her er fem skarpe bud på nyheder og analyser fra journalisterne på Berlingske Business:

1. Novo Nordisk mister sin »Messi«:«Han har haft kæmpebetydning«

Det er en helt central figur, som nu stopper i Novo Nordisk. Den mangeårige forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen, der bliver sammenlignet med fodboldstjernen Lionel Messi, fortæller her, hvad han er mest stolt af i sin tid som direktør. Læs historien her.

2. Renten i bund og håret tilbage: Her er der (også) boligfest

Det norske boligmarked fortsætter himmelflugten drevet af de lave renter. Mens økonomien som helhed i de sidste måneder af 2020 snublede i coronarestriktioner, er udsigterne lyse, når vaccinerne tillader en genåbning. Spørgsmålet er, om Norges Bank kommer til at se på renten tidligere end forventet. Læs analysen her.

3. Topstrateg får nyt job

En af landets mest kendte finansfolk Henrik Drusebjerg løfter sløret for, hvad han skal efter at have forladt posten som chefstrateg i Danske Bank. Den Luxembourg-baserede velhaverbank Quintet Private Bank har nemlig hyret ham ind som chef for nordisk investeringsstrategi for en nyoprettet afdeling i Danmark, Quintet Danmark fra 1. maj. Læs historien her.

4. Jeff Bezos begyndte i garagen – senere overtog han et imperium

Amazon har indtil for få år siden været en dundrende underskudsforretning, men det har ikke forhindret Jeff Bezos i at blive verdens rigeste mand, fordi han konstant har udviklet verdens største internetforretning, hvor han nu slipper roret. Læs historien her.

5. God start for Nipper hos Ørsted

Den danske energigigant Ørsted kom ud af 2020 med en driftsindtjening (EBITDA) på 18,1 milliarder kroner og en bundlinje på 16,7 milliarder kroner. Det viser selskabets netop offentliggjorte regnskab.

Regnskabet er det første med Mads Nipper ved roret som administrerende direktør. Han kommer fra en stilling som administrerende direktør i pumpevirksomheden Grundfos. Læs historien her,