Kære Berlingske-læser, velkommen til tirsdagens Business-update her fra erhvervsredaktionen.
Berlingske har samlet dagens vigtigste historier for at give dig et overblik.
Lad os bare se at komme i gang.
#1- Dansk transportgigant dropper etisk Rusland-beslutning
I en næsten to år gammel pressemeddelelse var Blue Water Shipping helt klar i mælet.
»Hos Blue Water er vi dybt bekymrede over Ruslands fortsatte militære aktioner i Ukraine,« lød meldingen.
Selskabet droppede dengang al fragt gennem Rusland grundet landets invasion af Ukraine, men her kort før toårsdagen for invasionen, vender selskabet nu på en tallerken, skriver Shippingwatch.
»Transport via Rusland er ikke en løsning, vi generelt tilbyder, men vi oplever, at enkelte kunder specifikt efterspørger denne løsning i forhold til deres forsyningskæde – især på grund af situationen omkring Det Røde Hav, og her hjælper vi med at gennemføre transporterne i henhold til gældende sanktioner og restriktioner,« udtaler virksomhedens pressechef, Jan Hjortlund Hansen, til mediet.
Nyheden kommer, efter Børsen mandag kunne fortælle om en eksplosiv stigning i efterspørgslen på jernbanefragt gennem Rusland.
24. februar 2024 er det to år, siden Rusland invaderede Ukraine.
#2- Moderaterne vil sænke aktieindkomstskatten
Lige nu forhandles der internt i regeringen om, hvordan dens kommende iværksætterudspil skal se ud.
Og i den forbindelse toner Mohammad Rona, skatteordfører for Moderaterne, nu rent flag, skriver Børsen.
Partiet kæmper nemlig aktivt for, at aktieindkomstskattelettelser bliver en del af det længe ventede udspil på iværksætterområdet.
»Jeg vil sådan set godt sige, at det er vores mål med iværksætterudspillet. Det er en kæmpe prioritet for os, som vi er gået til valg på. Vi er et af de lande, der har den allerhøjeste procent,« siger han.
Op til valget foreslog partiet, at både den høje og lave aktieindkomstskat skulle sænkes fra henholdsvis 42 til 30 procent og 27 til 10 procent.
#3 – Snuslignende produkter sælges sammen med slik
Et snuslignende produkt er begyndt at vise sig på slikhylderne i danske butikker, skriver TV 2.
Produkterne er nikotinfri, men ligner på en prik de nikotinindholdige snusposer, som er blevet enormt hypede især blandt unge.
»Bekymringen blandt os, der arbejder med tobaksforebyggelse, er, at det kan blive et slags øvelsesprodukt for de helt unge, indtil de er store nok til at få fat i snus og nikotinposer,« siger Charlotta Pisinger, der er professor i tobaksforebyggelse på Københavns Universitet og Frederiksberg Hospital, til mediet.
Blandt andre har tankstationkæden Q8 haft de hvide, nikotinfrie produkter stående, men de fjernes nu fra hylderne, efter TV 2 har henvendt sig til selskabet med eksperternes bekymringer.
Det nye produkt går blandt andet under navnet Amp og er blevet solgt på tankstationer i hele landet.
Tre uundværlige fra Berlingske Business
Måske har du allerede set dem, hvis du har læst Berlingske i dag. Men her er tre historier, som vi vil anbefale dig at læse:
A: Opdatering gør MitID nemmere på ny telefon eller tablet
Det er slut med at bøvle med aktiveringskoder og scanning af pas. Samtidig gør ny metode MitID sikrere.
Læs mere her.
B: Danske milliardærfamilier laver nyt firma sammen
To af Danmarks rigeste familier har for første gang stiftet et selskab sammen. Det drejer sig blandt andet om Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen.
Læs mere her.
C: Nye tal viser Novo-effekten: Ringeste år for dansk økonomi siden 2009 uden det store mirakel
Hidtil har det været antaget, at fremgangen hos Novo Nordisk ikke betød så meget for danskernes jobfest. Nye tal viser et lidt andet billede.
Læs mere her.
Det var alt for denne gang, tak for at læse med!
Vh. Daniel Tidemann Jensen, journalist på Berlingske Business