Det bliver nu meget nemmere at aktivere sit MitID, når man skifter telefon eller også vil have det installeret på for eksempel sin tablet.

En opdatering til MitID sendes nemlig ud i dag, 20. februar. Den skal gøre MitID mere brugervenlig og blandt andet løse nogle af besværlighederne, som mange har brokket sig over.

Fremover slipper man for aktiveringskoder og scanning af sit pas. I den opdaterede version, som man skal sørge for at få installeret, kan man kopiere og aktivere en ny MitID-app fra en telefon eller tablet til en anden ved blot at scanne en QR-kode.

Det oplyser Digitaliseringsstyrelsen, som har ansvaret for MitID.

QR-koden vises i MitID-brugerens eksisterende app og skal blot scannes. Ikke alene bliver det dermed nemmere at få MitID på en ny telefon eller tablet. Det bliver også sikrere, fordi det kræver, at begge apparater befinder sig samme sted og dermed ikke kan misbruges på afstand.

Det er altså slut med de hidtidige aktiveringskoder, som har været nødvendige i skifteprocessen, og som svindlere har kunnet lokke ud af nogle brugere til selv at oprette en ny MitID-app i en andens navn.

Med opdateringen får man nu også en lille vibration, når man scanner en QR-kode med sin MitID-app. Det har mange også efterspurgt, især svagtseende.

Desuden er MitID-appen nu klar på grønlandsk, så man kan skifte sprog mellem dansk, engelsk og grønlandsk.

På netsiden MitID.dk vil man fra 20. februar kunne se flere oplysninger om sin MitID-app, -kodeviser, -kodeoplæser eller -chip, hvilket kan være nyttigt, hvis man mistænker, at ens MitID er blevet misbrugt.

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.