Business-update: Flertal af danskerne bakker nu op om atomkraft

En ny undersøgelse viser, at andelen af danske vælgere, som går ind for atomkraft, nu er større end andelen, som er imod. Vi skal også høre om, hvordan det går med tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens evner som konsulent og lobbyist, ligesom vi skal en tur forbi en stenrig familie, som efter 159 år trækker sig ud af den branche, den har tjent en formue på.

»Hvad skal væk, Barsebäck! Hvad skal ind, sol og vind!«. Sådan lød protesterne i 1980erne mod det svenske atomkraftværk, som lukkede og slukkede i 2005. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
»Hvad skal væk, Barsebäck! Hvad skal ind, sol og vind!«. Sådan lød protesterne i 1980erne mod det svenske atomkraftværk, som lukkede og slukkede i 2005. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Mads Claus Rasmussen

God eftermiddag og velkommen til ugens første Business-update fra Berlingske Business. Modsat mange andre er vi ikke gået på sommerferie, så læs med hver dag, hvad enten det er fra liggestolen eller kontorstolen.

I dag kan du læse om:

God læselyst!

#1 – Danmarks tidligere statsminister lander millionoverskud

Det går godt for Rasmussen Global, som er tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens konsulentvirksomhed. Ifølge det netop offentliggjorte årsregnskab for 2022 havde virksomheden en omsætning på 16 millioner kroner mod 9,3 millioner kroner i 2021. Overskuddet er i samme periode vokset fra 2,5 millioner kroner til 3,6 millioner kroner, skriver Børsen.

Anders Fogh Rasmussen rådgiver blandt andet top- og regeringsledere. I årsregnskabet angiver virksomheden den geopolitiske situation som den væsentligste årsag til fremgangen.

»I 2022 var effekterne af geopolitik for virksomheder og regeringer klarere end nogensinde før,« står der i regnskabet.

Netop i det marked har Anders Fogh Rasmussens virksomhed kunnet levere rådgivning og sparring, lyder det.

#2 – Efter 159 år trækker stenrig tobaks­fa­milie sig fra branchen

Familien Gundersen fra Assens på Fyn forlader nu tobaksbranchen, oplyser 74-årige Georg Gundersen, som er fjerde generation i den særdeles velhavende familie, der de seneste år har drevet en snusfabrik i Assens.

Det sker efter 159 år, skriver Børsen.

»Den er nu overdraget til de nye ejere. Det føles da lidt trist, men det går nok,« siger Georg Gundersen til Børsen og understreger, at afskeden er helt efter bogen.

I 2021 kom den børsnoterede gigant Phillip Morris International med et tilbud til familiens Gundersen om at overtage snusfabrikken, som har navnet AG Snus Aktieselskab – opkaldt efter Georg Gundersens søn, Alex Gundersen.

Familien Gundersen takkede ja, men parterne indgik en aftale om, at Georg og Alex Gundersen skulle fortsætte i deres roller som henholdsvis bestyrelsesformand og administrerende direktør i to år for at sikre en glidende overgang.

Ifølge et regnskab fra et af familiens holdingselskaber er der gået 250 millioner kroner ind på kontoen. Georg Gundersen ønsker dog ikke at bekræfte salgsprisen.

#3 – Atomkraft vinder opbakning fra flertal af de danske vælgere

Efter at atomkraften har henslæbt årtier i skammekrogen, er spørgsmålet »for« eller »imod« atter dukket op til overfladen. Og en ny valgundersøgelse, som ugebrevet Mandag Morgen står bag, giver svaret.

I Danmark er der nu flere tilhængere end modstandere. Men atomkraft splitter stadig befolkningen både mellem røde og blå partier og mellem mænd og kvinder.

»Det bliver nødvendigt at indføre atomkraft, hvis Danmark skal klare fremtidens energibehov,« lyder spørgsmålet, som 36 procent af de danske vælgere erklærer sig helt eller delvist enige i. En tilsvarende andel svarer hverken/eller ved ikke, mens 28 procent er helt eller delvist uenige.

Overordnet er de blå partier for, mens de røde er imod. Atomkraft vinder størst opbakning blandt Nye Borgerliges vælgere, hvor 71 procent vender tomlen op. Ikke overraskende er der færrest, som støtter a-kraft, blandt Enhedslistens vælgere, hvor kun 17 procent er helt eller delvist enige i, at det kan blive en nødvendighed.

Der er desuden en tendens til, at flest mænd går ind for atomkraft, mens et flertal af kvinderne er imod.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

Her er tre artikler fra Berlingske Business, som fortjener at blive (gen) læst.

1. Sahra-Josephine Hjorth troede, hun fik sit selskab tilbage. Det gjorde hun ikke

Sahra-Josephine Hjorth og hendes lukningstruede selskab CanopyLAB A/S fik for nylig en sejr. Den omdiskuterede iværksætter og hendes advokat troede dog, at sejren var noget større, end den var. Samtidig har selskabet politianmeldt Erhvervsstyrelsen.

Læs hele historien her.

2. Lyssky svensker har tjent stort på Putins olie. Han handler stadig med russiske olieprodukter

Bag en af klodens største energihandlere står svenskeren Torbjörn Törnqvist, der sidste år fordoblede sin formue i kølvandet på krigen i Ukraine og er blandt Sveriges allerrigeste. Han omtales i Sverige som lyssky og hemmelighedsfuld, blandt andet på grund af en mulig forbindelse til Putin.

Læs hele historien her.

3. Ruslands rubel i stort fald – og det gavner Putins krigsmaskine

Ruslands økonomi er kommet bedre gennem de seneste 15 måneder med krig og sanktioner, end det var troet muligt. Alligevel er rublen faldet kraftigt i år. For staten og præsident Vladimir Putin er der en positiv sidegevinst, der gør det nemmere at finansiere krigen i Ukraine. Det er igen husholdningerne, der kommer til at betale prisen.

Læs historien her.

Tak, fordi du læste med!