Godeftermiddag og velkommen til torsdagens update fra Berlingske Business.
Vi har været dagens nyhedsbillede rundt for at give dig et overblik over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien lige nu.
I dag kan du blandt andet læse om, at stadig færre danskere tør tage springet og starte selv. Vi skal også høre om en aarhusiansk paraplyvirksomhed, der for et år siden var tæt på at lukke, men som nu har stor succes. Men vi starter et helt andet sted.
Klimaregnskab for gigantprojekt holder slet ikke
En 18 kilometer lang sænketunnel mellem Lolland i Danmark og Tyskland skal danne rammen om en ny forbindelse under Femern Bælt. Men en ny analyse viser, at den forbindelse er langt mindre grøn end først antaget. Det er Danmarks største anlægsprojekt, men klimaregnskabet for det holder slet ikke. Det skriver finans.dk.
Det er tænketanken Kraka og den grønne tænketank CONCITO, der på baggrund af nye opdaterede tal for byggeriets forventede CO₂-udledning kommer med den konklusion. Kraka mener med udgangspunkt i de opdaterede beregninger, at klimaneutralitet først opnås, 34 år efter tunnelen er gjort færdig. I de oprindelige beregninger fra 2013 stod der, at neutraliteten vil blive opnået efter ti år på grund af de trafikale ændringer.
Det skal fremhæves, at det opdaterede klimaregnskab for Femern Bælt-forbindelsen er udarbejdet af Kraka-fondens samfundsøkonomiske konsulentvirksomhed, Kraka Advisory. Det er sket på vegne af rederiet Scandlines. Netop dette rederi står til at miste indtjening på overfarten mellem Rødby og Puttgarden, når den faste forbindelse er en realitet.
Masser af regn reddede dansk virksomhed
Der er nok mange ferierende danskere, der synes, at det danske sommervejr er lidt træls, når det regner. Men sådan er det ikke for en dansk virksomhed ved navn Dripdrop. Det skriver finans.dk.
Virksomheden lever af at sælge paraplyløsninger til hoteller rundt omkring i Europa og var for et år siden tæt på at lukke, men sidenhen er det gået anderledes. Antallet af kunder er femdoblet.
Andreas Søgaard er medstifter og administrerende direktør i virksomheden, og han siger, at når »det regner, drypper det lidt på os.«
Virksomheden ligger i Aarhus og har omkring 500 hoteller i 15 europæiske lande som kunder. Blandt andre de store kæder som Marriott, Hilton og Radisson. Anders Søgaard satser på at nå op på 4.000 hoteller som kunder inden længe.
Iværksætterlysten når lavpunkt
Antallet af danskere, der vil være iværksætter, styrtdykker. Ifølge iværksætternes formand skyldes det bureaukrati, høje etableringsomkostninger, et stærkt arbejdsmarked samt usikkerhed om den fremtidige økonomi. Det skriver borsen.dk.
Det er tal fra data- og analysevirksomheden Experian, der viser, at der blev etableret 6.450 nye virksomheder i andet kvartal i år. Samlet set er der i første halvår blevet etableret 12.978 nye virksomheder.
Det svarer til et fald på ti procent i forhold til året før, og ifølge Bo Rasmussen, der er direktør i Experian, ramte vi et niårs lavpunkt for iværksætterlysten i starten af året, og den udvikling er fortsat.
Bestyrelsesformanden i Dansk Iværksætter Forening, Peter J. Kofler, fremhæver, at jobmarkedet i øjeblikket er meget stærkt, og det kan få flere til at droppe tanken om at blive iværksætter. Herudover er den økonomiske usikkerhed fortsat stor, og der er stort bureaukrati, når man starter som iværksætter.
Tre uundværlige fra Berlingske Business
Du har måske allerede set dem, mens du har læst Berlingske i dag, men her er tre historier fra Berlingske Business, som vi synes, du bør læse.
A. Det var Putins trumfkort. Men Europa er ikke tvunget i knæ
For et år siden så Europa frem mod en miserabel vinter. Mangel på energi og ikke mindst naturgas var en stor bekymring, efter Ruslands præsident, Vladimir Putin, spillede sit vigtigste økonomiske kort og lukkede for gaseksporten. Men det er slet ikke gået, som Putin forventede. Faktisk er det gået præcis modsat. Europa står energimæssigt stærkere, end det er set i årtier.
B. Viaplay i enormt underskud: Opsiger 25 procent af medarbejderne
Streaminggiganten Viaplay Group er endt i den værste modvind i selskabets historie og taber 5,9 milliarder svenske kroner svarende til omkring 3,8 milliarder danske kroner i andet kvartal. Samtidig sætter Viaplay gang i en massiv spareplan og vil nu opsige 25 procent af medarbejderne.
C. Australsk mineselskab kræver op mod 76 milliarder af Danmark
Det australske mineselskab Energy Transition Minerals har opgjort et erstatningskrav over for Danmark og Grønland til op mod 76 milliarder kroner, efter et stort anlagt projekt er blevet stoppet af den grønlandske regering.
Tak fordi du læste med.